Sjælsmark bliver ikke fængsel

ons. 16. febr. 2005

Kriminalforsorgen fastslår, at det er for dyrt at indrette fængsler i rømmede kaserner.

Kriminalforsorgen har ingen ambitioner om at indrette åbent eller lukket fængsel på den snart rømmede Sjælsmark Kaserne, og ifølge kontorchef i Kriminalforsorgens ressourcestyringskontor, Jørgen Pedersen, er det højst tvivlsomt, om det nogenside bliver aktuelt.
     - Sjælsmark Kaserne er ikke relevant for Kriminalforsorgen. Vi har tidligere undersøgt mulighederne for at omdanne en anden af landets kaserner til et fængsel og kom frem til, at det var for dyrt. Det vil være billigere at bygge et nyt, siger Jørgen Pedersen.

Hørsholms borgmester Uffe Thorndahl har i regionplan-debatten om Sjælsmark Kasernes fremtid blandt andet argumenteret med, at kasernen eventuelt kunne blive omdannet til et åbent fængsel, hvis ikke kommunen spillede aktivt med i udviklingen af området, som kommunen ønsker ændret til byzone med bolig og erhverv.
     Men ifølge Jørgen Pedersen fra Kriminalforsorgen er der i de kommende fire år ikke planlagt pladsudvidelser inden for Kriminalforsorgen ud over opførelsen af to nye lukkede fængsler.
     Uden for Horsens er man allerede i gang med at bygge et nyt lukket fængsel, der skal erstatte det gamle statsfængsel inde i Horsens, og så har regeringen truffet en principiel beslutning om et nyt lukket fængsel i Østdanmark, hvor Kriminalforsorgen i øjeblikket leder efter en egnet byggegrund på Lolland-Falster.

Hørsholm Kommunes ønske om at Sjælsmark Kaserne i landzonen mellem de to af de såkaldte byfingre ændrer status til byzone, indgår i forslaget til Regionplan 2005, som Hovedstadens Udviklingsråd lagde frem 2. februar.
     Høringsfasen varer til 27. april 2005.
     Alle hærens forskellige aktiviteter på Sjælsmark Kaserne ophører i løbet af 2005.
     Kongens Artilleriregiment, der har hjemme på Sjælsmark, lægges 1. august 2005 sammen med Dronningens Artilleriregiment, hvorfor Kongens Artilleriregiment som regiment ophører med at eksistere med udgangen af juli.
     Den 29. juli 2005 er der planlagt overførselsparade og afskedsarrangement med Hørsholm Kommune.

Kilde: UGEBLADET.dk/nyheder/....

hur.dk kan man i detaljer studere forslaget til Regionplan 2005.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1788.htm.