lør. 24. aug. 2002
Allerød Byråds bøn til både forsvarsministeren og miljøministeren om at udsætte beslutningen om at ændre bekendtgørelsen om støjregulering fra forsvarets øvelsesområder er ikke blevet hørt.
Byrådet protesterede i et brev til ministrene imod de påtænkte udvidelser af øvelsesaktiviteterne på Høvelte-Sandholm- og Sjælsmark øvelesesterreænet.
Ved samme lejlighed bad byrådet ministrene om at udsætte beslutningen om at give militæret lov til at øge belastningen af militære øvelsesarealer, så kommunen fik mulighed for at gennemføre en meningsfuld offentlighedsprocedure i lighed med i andre plansager.
Det ville ministrene imidlertid ikke være med til. Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) oplyser i et brev på vegne af både sig selv og forsvarsminister Svend Aage Jensby (V), at bekendtgørelsen træder i kraft pr. 1. juli i år.
"Forsvarsforliget fra 2000 har ført til, at nogle øvelsesområder skal nedlægges, og at aktiviteterne skal forøges i andre områder. Derfor har det været nødvendigt for mig at ændre den gældende bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsesområder, således at forsvarsforliget kan gennemføres i praksis. Det er vigtigt for forsvaret, at den nødvendige øvelsesaktivitet for uddannelse af forsvarets personel kan finde sted, og derfor skulle bekendtgørelsen træde i kraft så hurtigt som muligt.", skriver Hans Chr. Schmidt. Miljøministeren fremhæver imidlertid, at Miljøstyrelsen vurderer, at "den nye bekendtgørelse ikke betyder, at støjkonsekvensområdet omkring Høvelte-Sandholm-Sjælsmark Øvelsesplads bliver større, selv om aktiviteterne ændres."
Selv om bekendtgørelsen altså er trådt i kraft, bebuder borgmester Eva Nejstgaard (K) alligevel, at der skal holdes et borgermøde, hvor borgerne kan få en orientering om konsekvenserne.
- Han lægger jo op til i sit brev, at der ikke sker så forfærdeligt meget i øvelsesområdet, og nu får de det direkte at vide fra hestens egen mund, siger Eva Nejstgaard, der oplyser, at militæret på mødet selv får lejlighed til at redegøre for, hvad det kommer til at betyde, og så kan borgerne stille spørgsmål.
Hvornår borgermødet, som allerede er blevet udskudt et par gange, kan holdes vides ikke. Eva Nejstgaard oplyser, at det er militæret, der står for arrangementet, og her kan man ikke sætte dato på endnu.
Seniorsergent B.W. Thomas, som taler på vegne af garnisonskommandant oberst Anders Olesen, oplyser, at mødet ikke bliver til noget foreløbig.
- Vi i garnisonen har ikke fået støjbekendtgørelsen endnu, og før man har den i hånden, kan man ikke udtale sig, siger B.W. Thomas.
Kilde: Frederiksborgs Amts Avis.
Læs også: april 2000: Bevidst om pleje af naturen
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1751.htm.