lør. 27. nov. 2004
Halvdelen af soldaterne på Sjælsmark kaserne vil ikke med til Jylland. Men deres chef forbeholder sig ret til at beordre dem af sted.
Paradepladsen på Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland ligger mest tom, grå og vindomsust hen. Forleden var der lidt liv, da det sidste hold værnepligtige blev sendt ud i verden, på vej mod videreuddannelse og udstationering i Kosovo.
Men ellers er der mindre og mindre at bestille på kasernen, som skal lukke om et års tid. Bag de misligholdte vinduer emmer det af utilfredshed og frustration over fremtiden. For artilleristerne har fået et valg, de ikke bryder sig om: Tag med til Jylland, nærmere bestemt til Varde i Vestjylland, eller skrub af.
- Vi har gået rundt og håbet på, at forsvarschefen fik chefjobbet i NATOs militærkomité og at regeringen faldt. For så ville der ikke være noget forsvarsforlig, der skulle implementeres, siger en af veteranerne i Kongens Artilleriregiment, chefsergent Axel Schollert.
Han kom til regimentet i 1971, og har holdt fast ved Sjælsmark, med undtagelse af de perioder, han har været udsendt, først på Cypern, senere på Balkan. Opslagstavlen i hans kontor er fyldt med distinktioner og plaketter modtaget som gaver og minder fra et langt og begivenhedsrigt soldaterliv.
Nu er han 57 år, har en søn på 16 og en kone, hvis helbred gør det umuligt for ham at flytte eller blot være væk i længere tid ad gangen.
Kan det ikke være anderledes, er han indstillet på at tage de sidste par år som weekend-pendler mellem hjemmet i Skovlunde og Varde, inden pensionen venter som 60 årig. Men det valg har hans kollega, seniorsergent Peter Aksel Treldal ikke. Han er 38, har kone og to mindre børn i Hillerød, og familien vil bare ikke til Varde igen. De har prøvet at bo i Varde før, og det var ingen succes. Tjenesten var fin, men familien led.
Lige nu er han kommandobefalingsmand for en pulje på 50 mand, som har sagt bestemt nej til at flytte. De får bare lov til at passe sig selv indtil videre. Selv er han maksimalt klar til et par års midlertidig tjeneste i Varde, hvis ikke det lykkes at få et andet job i forsvaret på Sjælland.
- Men som militærmand må man vel være forberedt på flytninger?
- Hvis man er officer, starter man som ung i en karriere, og man stiger i graderne. Når de forflyttes, får de nogle økonomiske tilbud, som vi i sergentgruppen ikke får, siger Axel Schollert, der også er afdelingsformand for Centralforeningen for Stampersonel. Han mener, at forsvaret kunne placere for eksempel den kommende Forsvarets Materieltjeneste i Sjælsmark frem for i nye kontorbygninger et andet sted.
Hurtig afklaring nødvendig
- Vi har en forsvarschef, der siger, at mennesket skal stå i centrum. Men han vil blive husket som forsvarschefen, der bare skaffede sig af med reserveofficererne og de unge på DIB-kontrakt, der i årevis har stået klar til at tage ud på internationale missioner, tilføjer han.
I regimentets hovedbygning er oberst Mogens Andersen enig med de to ledende sergenter i én ting: Fremtiden skal afklares hurtigst muligt. Sjælsmark skal ikke lide Farum Kasernes skæbne, hvor frustrationerne fik lov at vokse gennem fire år fra beslutning til lukning.
For ham er opgaven klar: At sikre, at artilleristernes viden og kompetence kommer så uskadt som muligt over Bælterne.
Han bekræfter, at de soldater, der ikke er fleksible og flytteklar, ikke kan regne med nogen særlig hensyntagen.
Lige nu er hans problem, at kun 15 pct. af regimentets kerne, de i alt 250 i stabs- og støttestrukturen, er klar til Jylland.
- Man tager fejl, hvis man tror, at vi kan undgå at miste kompetence ved flytningen. Forsvarets behov skal også tilgodeses, og for mig er det noget af et kald at være i forsvaret. Familieaspektet kan ikke være det afgørende, og man skal lade være med at låse sig fast på det negative. Ingen beordres til Varde mod deres vilje, men jeg forbeholder mig retten til at beordre folk derover på midlertidig tjeneste, fastslår oberst Mogens Andersen.
Kilde: Berlingske.dk.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1711.htm.