Hæren bliver mindre end lovet i forlig

fre. 5. nov. 2004

Forsvaret får ikke råd til mere end én professionel brigade på 3.500 soldater. Den anden brigade med kontraktansatte soldater bliver langt mindre end forudsat og skal kun uddanne soldater.

Trods den største omlægning af dansk forsvar i nyere tid vil Danmark ikke i fremtiden kunne udsende mere end én brigade på omkring 3.500 soldater i en fredsskabende eller krigslignende international mission. Målet var ellers at opstille to brigader.
     Det er ifølge Berlingske Tidendes oplysninger konsekvensen af nye beregninger af forsvarets økonomi, som er gennemført efter forsvarsforliget i juni. Gennemregningen viste, at hæren ville komme til at koste knap 1,7 mia. kr. mere end budgetteret om året.
     Beregningerne og planerne for forligets detaljerede gennemførelse er netop afleveret i Forsvarsministeriet og skal i de næste uger behandles af de seks partier, der står bag forliget.
     I Hærens Operative Kommando bekræfter chefen for udviklingsafdelingen, oberstløjtnant Peter Bargram, at hæren i fremtiden kun vil råde over én brigade, 1. brigade, bemandet med fastansatte soldater.
     - Vi får kun ét skud i bøssen, hvis vi skal udsende en hel brigade i internationale operationer, siger han.
     Den planlagte 2. brigade skulle bestå af 4.500 soldater, hovedsagelig kontraktansatte. 2. brigade skulle ifølge forsvarsforliget kunne udsendes som afløsning for 1. brigade, der kan indsættes med kort varsel.
     Men det er der ifølge Berlingske Tidendes oplysninger ikke penge til. 2. brigade vil derfor kun bestå af omkring 1.000 soldater, som får til opgave at uddanne nye soldater til 1. brigade, og antallet af soldater på reaktionsstyrkekontrakt reduceres fra ca. 4.000 til ca. 1.700.

Mere tid til forberedelse
     Forsvaret vil stadig som lovet være i stand til at udsende i alt 2.000 soldater kontinuerligt i internationale missioner. Af de 2.000 skal 1.500 leveres af hæren, resten fra Flyvevåbnet og Søværnet.
     Men med beskæringen i antallet af soldater på reaktionsstyrkekontrakt skal hæren finde det nødvendige antal soldater inden for andre dele af forsvaret, som ellers ikke er uddannet til udsendelse som infanterister. Vi skal helt ud i krogene, som det udtrykkes.
     En kilde peger dog på, at gennemregningen af forsvarsforliget har givet en enkelt forbedring af forsvarets evne til internationale udsendelser. I fremtiden vil det blive muligt at opstille og træne enhederne otte måneder forud for udsendelse, hvor de i dag først samles halvanden måned inden afgang. Den længere forberedelsestid vil øge enhedernes kvalitet.

Nyt udstyr spares væk
     Beskæringen af 2. brigade er ikke det eneste område, hvor der skal laves om i forsvarsforliget. Hæren argumenterer for tiden stærkt for at få midler til at indkøbe flere køretøjer, især lette pansrede patruljekøretøjer, som erstatning for de upansrede biler, der for nylig blev ramt af vejbomber i Irak.
     Men en af konsekvenserne ser ud til at blive udskydelse af planerne om indkøb af højteknologisk udstyr, bl.a. terminaler til netværksbaseret krigsførelse. Det udstyr er ellers en væsentlig forudsætning for, at dansk forsvar skal kunne samarbejde på lige fod med amerikanske styrker i fremtiden.
     Hverken Flyvevåbnet, der mistede det jordbaserede luftforsvar i forliget, eller Søværnet berøres synderligt af gennemregningen.
     Embedsmændenes arbejde med udmøntningen af forliget ventes afsluttet inden månedens udgang, hvorefter resultatet skal drøftes med forligspartierne.

Politikere: Så skær i administrationen
     Men ifølge tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg (S) er beskæringen af 2. brigade ikke i overensstemmelse med det grundlag, forsvarsforliget blev indgået på. Og han vil i de kommende forhandlinger foreslå at beskære hærens administrative stabe yderligere.
     - Det virker jo absurd at have en Hærens Operative Kommando, en Forsvarskommando, Danske Division og regimentschefer uden regimenter for at opretholde én brigade med soldater, siger han.
     Trøjborg finder tiden inde til at sammenlægge de operative kommandoer for alle tre værn til én fælles operativ kommando. Dét er hans kollega, den radikale forsvarsordfører Morten Helveg Petersen, enig i.
     - Det er indlysende at kigge på administrationen, når vi har et samlet grundlag at gøre det på, siger han.


Fakta: Det nye forsvar
     Seks partier blev 10. juni enige om den største omlægning af dansk forsvar i nyere tid. Mobiliseringsforsvaret blev nedlagt og skulle erstattes af:
     1. brigade med professionelle soldater, i alt ca. 3.500 mand.
     2. brigade med en professionel kerne og ca. 4.000 soldater med rådighedskontrakt, i alt 4.500.
     Nu halveres antallet af soldater med rådighedskontrakt, og 2. brigade reduceres til knap 1.000 fastansatte soldater. Hærens evne til at udsende 1.500 soldater årligt kan dog stadig opnås.

Kilde: berlingske.dk.

11. juni 2004: "Forlig: Drastisk reduktion af artilleriet."

Direkte link til denne artikel: www.pindsvinet.dk/artikel/1624.htm.