Computerstyret - og rammer 60 km ude
En af de væsentligste grunde til, at der er behov for at finde en afløser til artilleriets snart 40 år gamle selvkørende haubits er, at dens rækkevidde kun er op til ca. 24 kilometer. Hvis denne rækkevidde skal forøges, vil dette kræve en total opgradering af pjecen.
Det er sandsynligt, at den svenske selvkørende haubits vil få en rækkevidde på mindst 40 kilometer, og at denne afstand med ny ammunition indenfor få år vil blive forøget til omkring 60 kilometer, hvor den med nye ammunitionstyper vil være meget træfsikker.
Mange af de funktioner, som batteriets mandskab har klaret før, bliver erstattet af en computer og automatisering af ladning og ildafgivelse. Computeren beregner selv, hvordan kanonrøret skal indstilles for, at granaten kan ramme sit mål. Under skydningen sidder mandskabet i sikkerhed i førerhuset.
- Det bliver som at spille computerspil, siger chefen for Hærens Artilleriskole, oberst Anders Olesen, som understreger, at den nye teknologi gør det nemmere for mandskabet at betjene kanonen - ikke vanskeligere.
Een pjece skyder som et helt batteri
Ildkraftmæssigt vil den nye pjece i visse situationen kunne måle sig med et batteri, da den kan bruge skydemetoden MRSI - Multiple Rounds Simultanious Effect. Det vil sige at, den vil blive i stand til at afskyde en serie af granater, som får forskellige baner gennem luften, men træffer sit mål på samme tid og på den måde opnår en maksimal effekt.
Fordelen ved at pjecen kan operere selvstændigt frem for i et batteri er, at den bliver mindre sårbar og hurtigt kan skifte til en anden position, inden fjendens artilleri får sig pejlet ind på, hvor den befinder sig. I forhold til at sammensætte bidrag til internationale missioner øger det også fleksibiliteten, at pjecerne kan indsættes enkeltvis.
Hvis det er til en fredsskabende mission, hvor man kan forvente mange kamphandlinger, vil der være brug for et stort antal pjecer, mens Anders Olesen mener, at tre-fire af de nye pjecer vil kunne dække det danske ansvarsområde i Irak.
Ammunitionsvogn til den svenske selvkørende pjece. Bemærk at ammunitionsmodulet også monteres på en Volvodumper.
Kommercielt produkt
Det køretøj, som kanonen på den svenske selvkørende haubits er monteret på, virker måske bekendt. Det er ikke noget tilfælde, da der er tale om en Volvodumper, som man ofte ser køre rundt i grusgrave. Fordelene ved, at det er et kommercielt produkt er, at det er nemmere og billigere at skaffe reservedele og få den repareret, hvis noget skulle gå i stykker.
Svenskernes plan er, at konceptet skal udvikles i samme stil som søværnets standard flex skibe, så man kan placere forskellige moduler på Volvodumperen. Udover at den kan få monteret en haubits, skal der eksempelvis også kunne placeres et ammunitionsmodul på køretøjet, så den også kan optræde i den funktion.
Det eneste minus ved konceptet er vægten på 30 tons, som er lidt i overkanten ifølge Anders Olesen. Denne ulempe opvejes til dels af, at pjecen kan adskilles under transporten til missionsområdet. Artilleriets image som en tung våbenart har netop været en af de forhindringer, som artillerienheder er stødt på i forhold til at blive udsendt på internationale missioner.
Følger NATO-standarder
Det bliver ikke i dette forsvarsforlig hæren får den nye pjece. Foreløbig er der sat penge af til at deltage i den sidste fase af Boforsfabrikkernes produktmodning af systemet:
- Det er vedtaget, at der er sat nogen midler af til at gå ind i det svenske projekt. Vi kommer relativt sent ind i projektet, så det er så godt som en hyldevare, vi går ind og køber. Vi er 100% sikre på, at det kommer til at fungere. Den første forsøgspjece skal leveres 1. april 2005. Vi arbejder på at komme ind i det svenske proces, sådan vi kan påvirke detaljer i udviklingen og kan være garant for at pjecen lever op til NATO-standard krav. Vi skal blandt andet have sikkerhed for, at den kan skyde med NATO-standard ammunition.
Afventer teknologi-springet
Officerer fra Hærens Artilleriskole sidder i adskillige af de arbejdsgrupper, der deltager i udviklingen af pjecen, hvilket også er til gavn for svenskerne, som på den måde kommer ind på et lukrativt marked, hvor blandt andet de tidligere østbloklande snart skal have udskiftet deres artilleri. På Hærens Artilleriskole vil man hellere vente nogle år på at få et nyt system for at være sikre på, at de får en bæredygtig teknologi:
- Når vi køber et våbensystem, har vi det de næste 40 år. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilket teknologispring, der skal være i det nye materiel. Der er kanonsystemer i dag, som skyder fantastisk, men som ikke har et tilstrækkeligt teknologispring og vil være forældede indenfor 10 år. Denne pjece vil stadig være en god moderne pjece i mange år frem, hvilket skyldes, at den er computerstyret og den måde skydemaskinen er bygget op på, fastslår afdelingsingeniør Birger R. Hansen fra Hærens Artilleriskoles Våben og teknikafdelingen.
Fra batteriskydning til parskydning
Selv om det ligger en del ude i fremtiden, før dansk artilleri får den nye selvkørende haubits, er man allerede i gang med at forberede det nye operationsmønster, hvor man ikke længere skal operere i et batteri, hvor seks haubitser står samlet:
- Indøvelsen skal være på plads, inden det nye materiel kommer, så man, når det bliver leveret, kan koncentrere sig om at lære, hvordan det virker. Vi har fået computerbaserede skydeprogrammer til M109, så vi kan placere pjecer forskellige steder, så de rammer samme sted. De behøver ikke længere at stå samme sted. Vi er også begyndt at bruge et system, hvor data går direkte ud til pjecen, så det ikke er radiokommunikation mere, men data kommer op på en skærm. Det kan også holde styr på ammunitionsregnskab, siger Karsten Jørgensen fra Hærens Artilleriskole.
Foreløbig har man på øvelser satset på at danne sig erfaringer med skydeprogrammet og har stadig opereret batterivis. Næste skridt bliver, at batteriet bliver splittet op i tre par, som giver ild fra forskellige positioner.