Simulatorkamp i et virtuelt Irak

Af Kommunikationsmedarbejder Pia Aaholm Gadeberg ved Hærens Materielkommando, tirs. 7. sept. 2004


CTC kabinen indeni. 

Hærens Hovedværksted kan nu præsentere en ny, fleksibel og moderne computerbaseret træningssimulator til kampmateriel. Simulatoren er udviklet i samarbejde med Hærens Kampskole og Hærens Materielkommando.

Men udviklingspotentialet og perspektiverne skal ses i en langt større sammenhæng.

Det tætteste man kommer virkeligheden
     - Vi har i kanongodt samarbejde udviklet noget helt unikt, fortæller chefen for Hærens Hovedværksted, Poul Møller.
     - Med vores nye træningssimulator får de operative kampvognsenheder i forsvaret nu mulighed for at skærpe uddannelsen i et simulationsmiljø, som er det tætteste, man kan komme på virkeligheden.
     - Det skyldes ikke mindst, at det nu er muligt at importere digitale kort i selve softwareprogrammet. Det betyder bl.a. at soldaterne kan uddannes i et eventuelt kommende missionsområde med realistiske omgivelser, vogndata og ikke mindst få et forhåndskendskab til terrænet.
     - Dertil kommer at vores træningssimulator er produceret til en brøkdel af prisen i forhold til de træningssimulatorer, der i dag findes på markedet, og den helt åbne platform betyder, at kun fantasien sætter grænserne for fremtidig simulering i Forsvaret.

Sammenkobling
     Navnet på simulatoren er "Crew Trainer Cabin" (CTC), og indtil videre er der produceret seks af slagsen. CTC´erne kan kobles sammen, så man kan træne i deling og/eller eskadronsramme med forskellige underlagte enheder.
     Det er også muligt at sammenkoble CTC med almindelige computere, og så har en øvelsesleder mulighed for at monitere, indlægge nye enheder, påkalde artilleri, udlægge miner osv.

Kvantespring indenfor simulering og modellering i forsvaret
     CTC bygger på et samspil af disse teknologier:
     - Muligheden for at indlæse digitale kort af meget høj kvalitet i softwareprogrammet, hvor i praksis alt materiel i forsvaret kan indlægges.
     - Afvikling af simuleringsprogrammer på almindelige pc´er i stedet for på kostbare mainframe platforme.
     - Interface mellem analoge og digitale signaler, integreret på standardiserede platforme som CAN-BUS, således at computerprogrammet kan samarbejde med de originale komponenter fra Leopard kampvognen, som forsvaret bruger i dag.
     Hver for sig er disse teknologier ikke banebrydende eller nyskabende i sig selv, men kombineres disse, åbner der sig helt nye perspektiver og muligheder for fremtidig simulering. Det kan således blive muligt for eksempelvis kommende PIRANHA besætninger inden udsendelse i INTOPS, at indøve f.eks. patruljekørsel i Irak, og vel at mærke i et virtuelt miljø, som internt og eksternt vil opleves imponerende og meget lig virkeligheden.
     Det giver frem for alt mulighed for en forberedelse og derved en sikkerhed og en rutine, som ikke kan tilbydes i dag.

Fleksibel og fremtidssikret
     Kampsimulatoren er meget fleksibel og kan i princippet bruges som platform for alle militære køretøjer.
     I forbindelse med det nye forsvarsforlig blev det besluttet at Leopard 1 kampvognen skulle udfases, og det betyder, at vi snart vil se den opbygget som en Leopard 2 A5 kampvogn. Næste muligheder kunne være infanterikampkøretøjer (IKK), opklaringskøretøjer m.m.

I brug om få uger
     Det er planlagt at anvende CTC fra medio uge 38 2004 ved Jydske Dragonregiment og Hærens Kampskole. Da det er de samme komponenter som i en kampvogn og selve programmet Steel Beasts allerede er introduceret i hæren, kræves der ikke nogen speciel uddannelse for at anvende CTC i den daglige uddannelse.

En solstrålehistorie
     - Udviklingen har været ikke så lidt af en solstrålehistorie, slutter Poul Møller, tydeligt imponeret over den faglige kompetence i dette tilfælde ved Hærens Hovedværksteds elektronikværksted i Nymindegab.
     Potentialet vurderes i omverdenen som meget betydeligt. Således har en af Europas allerstørste aktører inden for militær simulering, den tyske Krauss Maffei Wegmann, henvendt sig med ønsket om at købe for et to-cifret millionbeløb af produkterne fra Hærens Hovedværksted.


Fakta: Træningssimulator CTC
     Antal: Seks stk. tages i brug medio uge 38 - heraf tre ved Jydske Dragonregiment i Holstebro og tre ved Hærens Kampskole i Oksbøl.
     Pris: Grundfiguration.: kr. 500.000.
     Anvendelse:
     - Simulering af øvelser før indsættelse i missionsområder vha. digitale kort.
     - Skydetræning.
     - Uddannelseshjælpemiddel i teoriundervisningen, herunder til føringsuddannelse.
     - Proceduretræner deling/eskadron.
     - Taktisk træner til og med bataljonsniveau.
     Bestemmelsesgrundlag: FKODIR PL. 146-2 2003-06 Direktiv for operativ modellering og simulation i forsvaret.

Kilde: HMAK.dk.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1587.htm.