Nok har hæren imagekurser, der skal lære befalingsmændene at møde de værnepligtige med gensidig forståelse frem for formel autoritet. Men når den er gal med rengøringen og punktligheden eller hvis en fjeder forsvinder fra dit gevær, så står den på regulær opdragelsesanstalt. For i militæret er disciplin stadig kodeordet, når en flok unge egotrippere skal lære at samarbejde.
Resumé: Livet som soldat er ensbetydende med masser af ventetid. På Sjælsmark Kaserne har hashmisbrug før været et middel, når kedsomheden skulle slås ihjel. Derfor får alle de nye værnepligtige klar besked om hærens nul tolerance-politik over for stoffer. Også de fysiske krav viser sig at være et problem for visse rekrutter. Menig Juhl er i fin form, men han er imod våben.
- Hvad siger tiden? Hvad siger tiden?
Allerede klokken halv seks om morgenen starter den værnepligtiges kamp mod uret. For i hæren er tid en faktor, man ikke kan sløse med. Klokken 7.15 sharp kan man høre sergent Sandbyes blankpolerede støvler dundre ned ad gangen. Han er på vej til den daglige kontrol af udrustning og stuer, og han er ikke typen, der lægger ud med en glad morgenhilsen til solen.
Derfor gælder det om at identificere og udslette selv de mindste nullermænd, hvilket hver morgen skaber en vis forvirring, når de to koste og tre klude skal fordeles mellem 12 forfjamskede rekrutter.
Menig Juhl er udnævnt som stueformand. Det betyder, at han har ansvaret for at fordele opgaverne. Han er bare så høflig, at han som oftest selv styrer gulvskrubben, når stengulvet skal vaskes under alle dem, der har travlt med at rette egne tjenesteskjorter og underbukser i skabet (bunkerne af tøj skal flugte med en A5-side). Derfor er han også sidste mand til at indtage en folie-indpakket sandwich og en halv liter cacaomælk, mens cafeteriets wide-screen-tv sædvanligvis vækker regimentet med dance-music fra TV Inn.
- Hvad skal vi egentlig lægge frem i dag?, spørger den ene konstant den anden.
Stueformand Juhl finder reglementet frem. Det er ´fredag/lige uge´, og så skal geværet skilles ad, og lægges frem på sengen sammen med vinterluffer og topgejlede støvler.
- KLAR PÅ STUERNE, gjalder det ned gennem gangene.
Sergent Sandbye kender sine klassikere. Han finder lynhurtigt støv på panelerne under radiatoren, og den slags fejl skal straks bringes i fineste orden. Ellers står den på regulær skældud.
I køjen ved siden af bor menig Hansen. Han gejler gerne både gevær og støvler til langt ud på natten. For som han siger: Jeg vil gerne.
Menig Andersen er en af dem, der ikke så gerne vil. Han er 25 år, bachelor i dansk og engelsk fra universitet, og han drømmer om at tage til USA for at læse videre. Derfor synes han ikke, han længere kunne udskyde sin værnepligt.
- Det er for åndsvagt, at jeg ikke gjorde det her noget før, siger han, mens vi endnu en gang står og venter på at få udleveret endnu mere udrustning.
- Hvis jeg var 18 eller 19 år ligesom de andre, så havde jeg kådheden til det her. Min nysgerrighed mangler fuldstændigt, men jeg prøver at lade være med at tænke for meget. Det tror jeg ikke er sundt. Nu spiller jeg bare med, siger Andersen og bander højlydt over, at Danmark ikke for længst har afskaffet værnepligten.
En anden akademisk uddannet, der ønsker at være anonym, synes, at hæren er en ´udvidet børnehave´.
- Det er bygget op som en opdragelse for unge mænd, og jeg synes, det er dybt latterligt, at man hele tiden får at vide, hvad man skal gøre. Specielt når man intellektuelt er langt foran dem, der bestemmer.
Klog eller ej. I hæren er der ingen forskelsbehandling. Sergenten er fuldstændig ligeglad med, om du er bondeknold eller bogorm. Rig eller på røven. Bleg eller brun.
Bare du gør, hvad der bliver sagt, og lærer at samarbejde. Eller som min gamle sergent Thomsen tit sagde det, da jeg selv første gang var indkaldt:
- Vi kan jo ikke ligefrem sætte os ned i en pædagogisk halvcirkel og sige: ´Fredensborg, du må altså prøve at lære det der med at komme til tiden, ik´. Hvis det hele en dag bliver alvor, så skal tingene bare fungere. Ellers så dør du - eller endnu værre - din kammerat!
Derfor er rekrut-tiden mest af alt repetition. Antrædning og exercits om og om igen. Gentagelse af nummer og navn. Våbenlære forfra og bagfra. Før skydeøvelser lærer man dog først at ødelægge sit våben. Sergent Laustsen demonstrerer punktligt, hvordan man med en sten kan smadre sin riffel, hvis fjenden nærmer sig.
- Det bedste er, hvis I kan finde en sø at kaste delene i, foreslår han.
En menig sidder og blunder. Han får besked på at stå oprejst et stykke tid.
Senere er der endnu engang adskillelse og samling af gevær på programmet. Den her gang ned til de allermindst synlige dele.
- Pas på den lille fjeder inde i låsen. Den må under ingen omstændigheder blive væk, advarer Laustsen.
Fem minutter efter står hele 4. deling og løfter fødder i samlet flok på den lille pudsestue. En fjeder er tilsyneladende blevet pist væk.
- DET ER PIS, råber sergenten.
Lidt senere bliver stumpen heldigvis fundet, og den uheldige rekrut tørrer tindingen fri for sved. Fjederen havde siddet i geværet hele tiden. Alt er godt igen, og den første friweekend er reddet på målstregen. Menig Mortensen er en af dem, der ser frem til at skifte til civil.
- Jeg glæder mig til at fordøje indtrykket. Egentlig synes jeg, at det er okay at være værnepligtig, men lige nu synes jeg ikke, at det er noget at råbe hurra for.
Kilde: URBANAVIS.dk/...
Øvrige artikler i serien:
28. okt. 2002: Rundt om et rekrutchok.
29. okt. 2002: Forsvaret fokuserer på image.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1570.htm.