"For vi, der var med, er jeg sikker på, at det hos os alle har sat dybe spor i sjælen, og vore tanker går meget ofte tilbage til begivenhederne."
| |
"For vi, der var med, er jeg sikker på, at det hos os alle har sat dybe spor i sjælen, og vore tanker går meget ofte tilbage til begivenhederne." |
Med Chefen for Hærens Operative Kommando i spidsen blev mindepladen for de faldne og sårede, danske soldater i Kroatien i 1995 afsløret.
På en grå og regnfuld dag blev der ved Kongens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne afsløret en mindeplade for de faldne og sårede, danske soldater ved HQ-COY/DANBAT-8/UNCRO under kampene ved Dvor og Kostanica i Kroatien den 18. og 19. september 1995.
Paraden, som blev overværet af mere end 200 personer, heraf mange pårørende og størstedelen af Hovedkvarterskompagniet, fandt sted seks år efter de tragiske begivenheder, nemlig den 18. september 2001.
Højtidelighedens første taler var Chefen for Hærens Operative Kommando (HOK), generalmajor Jan Scharling, som sagde:
- Hele verden har i øjeblikket svært ved at slippe rystelsen af den kolossale ugerning som den amerikanske befolkning, for præcis en uge siden, var udsat for. Det uventede, det uforudsigelige og det urealistiske skete. Tusindvis af familiers hverdag og fremtid blev, på det kraftigste berørt og forvandlet fra det ene øjeblik til det andet. I lighed hermed, blev dagene 18. og 19. september 1995 skæbnesvangre for DANBAT 8. I særdeleshed for Robin Bargholtz og Michael Madsens pårørende, som jeg er meget glad for er her i dag, - men også for den danske befolkning som helhed. Belært af erfaringerne fra DANBAT 7 var beslutningen om de danske styrkers hjemtagelse en realitet. Det kroatiske angreb, som blev iværksat den 18. september, kom således som en stor - og paradoksal overraskelse, sagde generalmajor Jan Scharling.
Vil ikke blive glemt
Chefen for HOK fortsatte sin beskrivelse af hændelserne den 18. og 19. september 1995 i Kroatien:
- Erkendelsen af at danske soldater, tilmed udsendt i FN-tjeneste, blev beskudt, var meget svær at håndtere. Nyere dansk tradition bød ikke på den slags oplevelser og det daværende mandat gav ingen umiddelbar mulighed for modreaktioner. Magtesløsheden var en realitet. At danske soldater, så meningsløst, skulle lade livet fjernt fra Danmark, fjernt fra familie og venner vil for altid give genlyd i historien.
- Vi herhjemme kan kun perifert forsøge at sætte os ind i de drastiske påvirkninger og oplevelser som DANBAT 8 personel var udsat for. Oplevelser, som har mærket os alle. Oplevelser som aldrig vil blive glemt. En anerkendelse af dette faktum er vigtig. Således er mindepladen, som om et øjeblik vil blive afsløret - og som bærer inskriptionen:
"Til minde om de faldne og sårede ved HQ-COY/DANBAT-8/UNCRO under kampene ved Dvor og Kostanica, Kroatien 18-19 september 1995", en oprigtig tak for den indsats der blev ydet - og de smertefulde ofre der blev givet, samt et fremtidigt samlingspunkt for alle berørte ved DANBAT 8 - og endelig et symbol på ønsket om at kunne stå sammen, når tragiske begivenheder pludseligt indfinder sig.
Glad for gensynet
Regimentschefen, oberst A. Olesen, var glad for, at så mange fra kompagniet og pårørende var mødt op til højtideligheden. Han sagde bl.a.:
- Jeg står nu for tredje gang foran kompagniet og jeres pårørende. Jeg mødte jer i Kastellet den 18. april 1998 og her på kasernen den 18. september sidste år, og hver gang har det berørt mig meget dybt. Det gør det også dag, og endnu engang føler jeg den samme ydmyghed overfor jer særlige soldater og jeres pårørende, som uselvisk drog ud hhv. lod sine allerkæreste drage ud for at løse en opgave til gavn for alle mennesker med en kærlig og demokratisk livsholdning. En opgave for det, vi tror på og vil kæmpe for. Det blev en dyr indsats. Robin og Michaels forældre måtte betale den dyreste pris, det ultimative. I fik ikke jeres sønner hjem, hvilket må være det mest forfærdelige man kan forestille sig. Andre af jer blev fysisk sårede og alle har været igennem nogle meget stære psykiske oplevelser og sår.
Psykisk belastning
Den daværende bataljonschef for DANBAT 8, oberst Jørgen Jensen, deltog også i afsløringen af mindetavlen for kompagniet. Han beskrev baggrunden for de skæbnesvangre begivenheder, som de pårørende til alle i bataljonen og mange flere aldrig vil glemme:
- FN-missionen i Kroatien, der blev indledt i 1992, og den efterfølgende er vel de vanskeligste danske soldaterne nogen side har været involveret i. Allerede tidligt stod det klart at mandatet var utilstrækkeligt og som tiden gik skred grundlaget for missionen - i FN-terminologi så vi et mission creep.
- Situationen forværredes fra maj 1995 efter den kroatiske generobring af Vest-Slavonien der efterfulgtes af det kroatiske angreb på Krajina i august 1995, hvorunder en dansk soldat, sergent Gamborg, blev dræbt. Alle i DANBAT 7 var under angrebet udsat for kraftig beskydning og en meget voldsom psykisk belastning forårsaget af de grove overgreb, som vi blev udsat for fra såvel kroatisk som serbisk side.
- DANBAT 7 blev afløst af DANBAT 8 medio august og forberedelser til missionens afslutning blev igangsat. De egentlige FN-opgaver blev befalet indstillet og forberedelser til hjemtagning eller til indsættelse i en ny mission indledt.
- Det kom derfor som en overraskelse for FN-enheden i Kroatien, at den kroatiske hær 18. september 1995 igangsatte et angreb mod de serbiske enheder syd for Una floden.
To dages angreb
Om selve angrebene og hvad der skete herefter fortalte oberst Jørgen Jensen:
- De danske enheder og soldater blev befalet i dækning i lejrene, men det viste sig hurtigt, at hverken de kroatiske eller serbiske styrker viste nogen som helst respekt eller hensyntagen til de neutrale og velafmærkede danske FN-enheder i lejrene. Alle tre lejre langs floden kom under voldsom beskydning, værst i Dvor, hvor hovedangrebet blev gennemført.
- Om eftermiddagen den 18. september, medens jeg selv var til møde i Danmark, ramte ulykken Dvorlejren. En kampvogn beskød efter min vurdering bevidst og tilsigtet lejren og Bunker Gul, og en granat passerede kl. 14.33 gennem dækningsanlægget. Robin Bargholz og Michael Madsen blev dræbt, konstabel J.B. Heuser blev hårdt såret og konstablerne L. Andersen, M. Andersen, H. Nielsen og P.C. Åbergsen blev såret.
- Samme eftermiddag kl.17.30 beskød serberne med et trådstyret missil en observationspost og sårede sergent S.V. Schmidt, og konstablerne T.G. Mortensen og T.S. Petersen.
- Angrebene fortsatte den 19. september og det danske hovedkvarter blev beskudt af serbiske morterer. Herunder såredes sergent S. Jegsen, korporal Tony Rud Jensen, overkonstabel Claus Birch Rasmussen og konstabel Morten Meiner Jensen. Under evakuering af disse beskød serberne den hvidmalede og Røde Kors afmærkede ambulance og sårede konstablerne Jimmy Gorm Nielsen og Bjarne Lau Petersen.
Mangel på respekt
- Indsættelse i en fredsstøttende operation vil altid indebære en risiko. Denne risiko må vi se i øjnene og forberede os på. Og den danske regering og alle involverede må acceptere, at der er en risiko - ellers er det meningsløst at sende os ud.
- At miste livet eller førligheden. At miste en søn, datter, bror eller i det hele taget en man har kær vil aldrig være en pris, den enkelte kan acceptere at betale. I september 1995 var tabene helt uacceptable eftersom der ikke var en sag at forsvare, ingen militær eller FN-opgave at løse. Vi var der, og blev ofre for parternes totale mangel på respekt for vores neutralitet.
- Det værste øjeblik i mit liv var ceremonien i Pleso, hvor vi stod foran de to kister. Aldersmæssigt kunne det have været mine sønner, der havde mistet livet. Min medfølelse gik dengang og går i dag til alle, der ramtes af den værste af alle ulykker, og den gik og går specielt til de pårørende til Robin Bargholtz og Michael Madsen.
- For vi, der var med, er jeg sikker på, at det hos os alle har sat dybe spor i sjælen, og vore tanker går meget ofte tilbage til begivenhederne. Nogen kan selv bearbejde sårene, der er sat, men jeg ved også, der er mange, der har behov for støtte, sluttede oberst Jørgen Jensen, som er tilfreds med at Forsvaret sammen med personelorganisationer og andre foreninger nu har etableret en kammeratstøtteordning.
Mange kranse
Som repræsentant for HQ-COY talte overkonstabel T.L. Pedersen, og feltpræst L. Graff Nielsen holdt mindehøjtidelighed.
Afsløringen af mindepladen blev foretaget af overkonstabel Berit Hartung.
Der blev lagt blomster fra de pårørende til de to faldne soldater og kranse fra flere myndigheder i forsvaret, regimentet og en lang række personelorganisationer. HOD var repræsenteret ved lokalafdelingsformanden, kaptajn Gerner Birch Rasmussen.
Som afslutning befalede regimentschefen et minuts stilhed. Efter paraden mødtes deltagerne til en reception i Sergentmessen.
Kilde: Bladet "Danske Officerer" okt. 2001, udgivet af HOD, hent artiklen her (mange billeder).
Baggrund:
tors. 4. okt. 2001: Afsløring af mindeplade
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1565.htm.