Hærens mobile tankanlæg

Forsvarsfokus, tors. 19. aug. 2004


Premierløjtnant S. Holbeck fra Kongens Artilleriregiment og hans forsyningsdeling brugte weekenden på at gøre sig klar til at tage på en klassisk mobiliseringsøvelse i Oksbøl. Regimentet har netop taget hærens nye mobile tankanlæg i brug, og kom også med til Oksbøl. Både forsyningsfolkene og kanonbesætningerne er tilfredse med de nye anlæg, der letter arbejdet for begge parter, når et helt batteri skal tankes op.

I sidste weekend gjorde reservepersonellet ved Kongens Artilleriregiment sig klar til at tage på øvelse i Oksbøl. Blandt det materiel, der skulle med, var de nye mobile tankanlæg, som hæren har fået i år. De nye anlæg er væsentlig bedre end de gamle, og i forsyningsdelingen glædede man sig til at tage dem i brug i Oksbøl.

Premierløjtnant af reserven S. Holbecks forsyningsdeling er af de enheder, der har fået de nye mobile tankanlæg udleveret. Som sårbar forsyningsenhed opererer Holbecks deling på sikker afstand af fronten. Her skal delingen oprette såkaldte DUS - drivmiddeludleveringssteder.
     - Når et batteri med selvkørende haubitser skifter fra en stilling til en anden, skal vores forsyningsdeling holde et sted på deres vej. Et sted, hvor vores mobile tankanlæg og øvrige køretøjer er skjult og slørede; gerne inde i en skov, hvor der er et par skovveje, der går hver deres vej rundt om tankanlægget. Her kan vi med et af de nye mobile tankanlæg temmelig hurtigt få tanket de seks kanonpjecer og de to pansrede mandskabsvogne, der hører med til et batteri, forklarer premierløjtnant Holbeck.

Hurtigt og praktisk
     Kanonkommandør Hougaard er en af de artillerister, der får glæde af de nye mobile tankanlæg.
     - Før skulle vi tanke fra jerry cans. En selvkørende haubitser kan tage 510 l, og der er 20 l i en jerry can, så det tog sin tid for kanonbesætningen at fylde tanken op. Vi brugte meget tid på at skulle løbe frem og tilbage med jerry cans. Med de nye anlæg bliver det dejlig nemt, hurtigt og praktisk, siger han.
     Dieselen bliver sprøjtet direkte ind i tanken, og kanonbesætningen slipper for slæbet og svineriet med de mange dunke.

Friske forsyninger
     Når artilleribatteriet er kommet frem til et DUS, kan de også få anden form for støtte fra sin forsyningsdeling.
     - Vi plejer at kombinere et DUS med et forplejningsudleveringssted og et ammunitionsudleveringssted. Dvs. når kanonpjecerne kører ind på DUS´et, så bliver de først tanket, og så bliver de lastet med granater. Samtidig med at det sker, bliver der bragt feltrationer ind til besætningerne, så de er klart til endnu en dag i felten, siger premierløjtnant S. Holbeck og fortsætter:
     - Ved et DUS kan vi også have et hold mekanikere, der står klar til at tage sig af småting og indsamle viden om fejl, så de senere kan køre ud til kanonerne, når de igen holder i stilling.

Effektivt indsats
     Selvom artilleriets forsyningsdelinger opererer langt væk fra fronten og almindeligvis ikke udgør mål i sig selv, er de alligevel udsatte.
     - Vi er sårbare, så længe vi holder stille, så det gælder bare om at komme væk igen, for vi er ikke sløret, og det er heller ikke sådan, at vi kører ind og er musestille. Det larmer ad helvede til i et DUS, når kanonerne kommer kørende op på begge sider og tanker, mens vi andre råber og skriger. Til gengæld er vi forhåbentligt også væk efter en halv time, slutter premierløjtnant S. Holbeck.

Kilde: Nyhedsmagasinet Forsvarsfokus, nr. 11, 19. aug. 2004, udgivet af FOV.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1564.htm.