tors. 12. aug. 2004
Som konsekvens af det nye Forsvarsforlig er det besluttet at sammenlægge Prinsens Livregiment (PLR) og Jydske Dragonregiment (JDR) i Holstebro samt Kongens Artilleriregiment (KAR) og Dronningens Artilleriregiment (DAR) i Varde.
Alle erfaringer viser, at sammenlægninger af regimenter naturligvis er noget, der optager medarbejderne meget. Hvert regiment har sin historie, traditioner osv. Og hvert regiment har sit særlige forhold til regimentsbetegnelse, faner og mærker m.v. Derfor er beslutningen om sammenlægningerne taget under store hensyn til netop de bløde værdier. Men det kan ikke undgås, at sammenlægningen, ligesom fusioner i andre virksomheder, bliver en stor omvæltning for medarbejderne.
Det ligger endnu ikke fast, hvornår sammenlægningerne bliver en realitet, men de forventes at finde sted i takt med implementeringen af den øvrige del af forsvarsforliget.
PLR og JDR sammenlægges i Holstebro
Det nye sammenlagte regiment i Holstebro får navnet Jydske Dragonregiment (JDR). Regimentet får det nuværende JDR regimentsmærke sammen med HKH. Prins Henriks navnetræk ("H") fra Prinsens Livregiment (PLR). Regimentet tildeles en ny kongeligt tildelt estandart påført et "H". Prinsens Livregiments Musikkorps videreføres derimod i Skive under betegnelsen "Prinsens Musikkorps" og med PLR nuværende mærke og HKH. Prins Henriks navnetræk. Musikkorpset vil være underlagt det nye regiment JDR.
KAR og DAR sammenlægges i Varde
Kongens Artilleriregiment (KAR) og Dronningens Artilleriregiment (DAR) bliver sammenlagt til ét artilleriregiment i Varde, der får navnet Danske Artilleriregiment (DAR) og med KAR regimentsmærke. Det nye artilleriregiment tildeles en ny kongeligt tildelt fane.
Orientering af de berørte medarbejdere
De berørte medarbejdere ved de fire regimenter er her til eftermiddag blevet orienteret af deres chefer om sammenlægningerne.
Kilde: Forsvarskommandoen (indeholder uddybninger).
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1540.htm.