tirs. 6. juli 2004
I Hørsholm og Værløse drømmer borgmestrene om hundredvis af boliger på Sjælsmark Kaserne og Flyvestation Værløse, som forsvarsforliget lukker. Men også Jægersborg Kaserne i Gentofte kan omdannes til nye boligkvarterer.
Soldater, kanoner og fly kan blive erstattet af børnefamilier, værksteder og butikker. To nordsjællandske borgmestre drømmer om nye boligkvarterer, idrætshaller og velbeslåede skatteydere på de kaserner, som forsvarsforliget nedlægger.
På Sjælsmark Kaserne i Hørsholm Kommune forestiller borgmester Uffe Thorndahl (K) sig, at området kan udnyttes til op mod 350 boliger. Kasernearealet på i alt 230.000 kvadratmeter er i dag bebygget med 35.000 etagemeter bygninger.
- Vi er i gang med at vurdere området, og det mest nærliggende er at bruge det til boliger. Det er et utrolig dejligt sted, omgivet af natur, men kasernens bygninger er ældre og ret nedslidte, så der skal rives en del ned. Vi vil også skulle indrette daginstitutioner, hvis vi får 350 nye boliger, siger Uffe Thorndahl.
Han forklarer, at kommunalbestyrelsen snarest vil tage stilling til, hvad den ønsker for kaserneområdet.
Boliger på flyvestation
I Værløse er kommunen langt fremme med at omdanne en del af Flyvestation Værløse til et nyt kvarter med ca. 350 boliger. Kommunen har hyret tre arkitektfirmaer til at komme med ideer til et nyt kvarter i den såkaldte Nordlejr, som det forrige forsvarsforlig nedlagde. Forsvaret udbyder sandsynligvis Nordlejren til salg i år, og det betyder, at nye beboere tidligst kan flytte ind i sommeren 2006.
- Der er i dag 30.000 etagemeter i Nordlejren. Vi regner med at 10.000 skal rives ned, og at den kommende ejer skal nyopføre 20.000 etagemeter. Det vil give ca. 350 nye boliger, men der kan også komme boliger på den øvrige del af flyvestationen, som forsvaret nu skal sælge. Det kommer dog an på, hvor forurenet jorden er, siger borgmester Jesper Bach (V).
Værksteder
Forsvarsforliget betød, at resten af flyvestationen også skal sælges. Området, der ligger syd og vest for den tre kilometer lange landingsbane, er ca. fire gange så stort som Nordlejren. Dermed kan et areal på over 5 kvadratkilometer måske blive til offentlige naturområder, boligkvarterer og mindre industrikvarterer.
I Gentofte Kommune lukker Jægersborg Kaserne, hvor Forsvarets Sundhedstjeneste holdt til på et areal på knap 50.000 kvadratmeter. Kasernen ligger tæt på Ermelunden og Hundesø Mose, og den vil ifølge Forsvarets Bygningstjeneste være velegnet til boliger.
- På Jægersborg Kaserne kan jeg forestille mig boliger i det bestående byggeri, men generelt indbyder kaserner med mange værksteder også til små servicevirksomheder, håndværkserhverv og vognmandsforretninger. På Sjælsmark Kaserne vil det være oplagt at skabe en ny landsby, ligesom Farum Kommune har gjort i Trevangsområdet ved den tidligere kaserne, siger Bent Frank.
Højskole ved Arresø
Auderødlejren ved Arresø skal også sælges, men Frederiksværks borgmester, Helge Friis (S), lægger mere vægt på arbejdspladser end boliger.
- Det ideelle ville være at bruge lejren til noget, der skaber arbejdspladser og aktivitet. Det kunne være en højskole, der kunne udnytte svømmehallen og idrætshallen i lejren. Der er også en terrænløbebane, og så ligger det jo naturskønt. Men jeg kunne også tænke mig nogle små håndværksvirksomheder, der ikke behøver så store rum, siger Helge Friis.
Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om Jægersborg Kasernes fremtid.
Kilde: Jyllands Posten.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1517.htm.