![]() |
tors. 10. juni 2004
|
Regeringen har indgået et bredt femårigt forlig om forsvaret med S, R, DF og KD.
Regeringen har efter ønske fra Socialdemokraterne og De Radikale accepteret at droppe byggeriet af tre nye Viking ubåde til fire milliarder kroner.
I stedet bruges der penge på mere lufttransport. Det bliver penge til indkøb af fire ekstra søredningshelikoptere, et ekstra Hercules transportfly og en håndfuld ekstra kuttere til hjemmeværnet.
Ifølge aftalen kortes værnepligten fra ni til fire måneder med 700 timers undervisning med fokus på totalforsvar og beredskab.
Derudover er hovedpunkterne
- Forsvaret skal fremover kunne sende 2000 soldater ud på internationale opgaver.
- Mobiliseringsforsvaret nedlægges.
- Forsvarschefen og hans nærmeste stab skal rykkes tættere på Forsvarsministeriet, og der nedsættes et arbejdsudvalg med henblik på at lægge de tre værns operative kommandoer sammen.
- Hjemmeværnet opdeles i en aktiv og en passiv del.
Glad forsvarsminister
Forsvarsminister Søren Gade er meget tilfreds med, at det lykkedes at nå et bredt forlig og ikke mindst med, at det lykkedes at nå et kompromis om værnepligten.
- Vi tager de unge mennesker ind i lige netop den periode, det er nødvendigt for at løse de opgaver, vi giver de unge. Tiden er løbet fra, at alle de unge mennesker skal være inde. Nu er det forsvarets behov og de enkelte opgaver, der afgør, hvor lang tid man skal være inde, sagde forsvarsministeren
Han forventer dog, at ikke alle vil være lige tilfredse med, at værnepligten nu barberes ned.
- Det er positivt, at vi har fastholdt værnepligten. Andre ville afskaffe den fuldstændig. Nu har vi et bredt forlig, der siger, at vi stadig har værnepligt i Danmark. Jeg er egentlig godt tilfreds, men jeg er også klar over, at jeg vil få meget kritik for den her model, siger Søren Gade.
Tilfredshed hos DF og S
Også hos Dansk Folkeparti er der stor tilfredshed med forliget. Især fordi det lykkedes at få en aftale om en værnepligt på fire måneder.
- Vi har sikret, at der kommer en længere værnepligt, end der var lagt op til i regeringens udspil, og vi har sikret flere penge til hjemmeværnet. Det har været hovedprioriteterne for os, så vi har kun grund til at være tilfredse, siger partiets forsvarsordfører, Peter Skaarup.
Socialdemokraterne er modsat tilfredse med, at værnepligten beskæres væsentligt i forhold til i dag.
- Den eksisterende værnepligt eksisterer ikke længere. Men der etableres noget nyt med en meget kort værnepligt, og for os er det afgørende, at det bliver frivillighed, der bliver det bærende, siger den socialdemokratiske forsvarsordfører, Per Kaalund.
Forsvarschef: Stærkere forsvar
Ifølge forsvarschefen, Jesper Helsø, får Danmark fremover et nyt, stærkere og mere professionalt forsvar, som kan løse de nye og større opgaver, der venter både herhjemme og internationalt.
- Det er et forsvar, der uddanner kampklare enheder, siger han i en pressemeddelelse.
Han understreger, at forsvaret ikke glemmer de mange medarbejdere, der bliver berørt af fyringer og forflytninger, fordi deres arbejdsplads forsvinder.
- Men der vil være job til langt de fleste i det nye forsvar. De berørte medarbejdere vil vi gøre det yderste for at hjælpe for eksempel ved at tilbyde kompetencegivende uddannelser og anden tjeneste i forsvaret, siger Jesper Helsø, der fredag morgen mødes med sine nærmeste chefer på Antvorskov Kaserne for at orientere om forligets indhold.
Kilde: dr.dk.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1494.htm.