man. 21. okt. 2002
De værnepligtige keder sig - især i Søværnet, og derfor tager de unge flere og flere stoffer. Det konkluderer en ny rapport.
Misbrug af specielt ecstasy og amfetamin inden for forsvaret vokser. Det er især de værnepligtige i Søværnet, som oftere tager de skadelige stoffer i forhold til andre unge mænd.
Det er kedsomhed, som er synderen ifølge en rapport fra Nordjyllands Amts rusmiddelorganisation, Foldbjergcenteret. Det skriver Berlingske Tidende.
Misbruget er værst på skoleskibet "Møen" hvor 28 pct. har prøvet amfetamin, 18 pct. har stiftet bekendtskab med kokain og 16 pct. har taget ecstasy.
Men det er før de unge værnepligtige går på søen, at de for første gang prøver de skadelige stoffer. Ifølge rapporten er det allerede på Søværnets Grundskole i Auderød, at de unge første gang støder på stofferne.
Der er ikke kun de unge sømænd, som misbruger de skadelige stoffer. Ved en razzia ved Kongens Artilleriregiment, som ligger ved Sjælsmark nord for København, blev seks jens'er sigtet for hashbesiddelse. En blev også tiltalt for at sælge rusmidlet.
Og så sent som i sidste uge blev Garderhusarregimentet i Slagelse udsat for en razzia, og det førte til tre sigtelser for besiddelse af hash.
I Søværnet tager man rapporten og dens konklusion meget alvorligt, og der er blevet nedsat en arbejdsgruppe, som skal kigge nærmere på misbrugsproblemerne.
Kilde: infopaq.dk.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1390.htm.