Ingen vej uden om MLRS

tirs. 6. april 2004


"Udfasningen er uargumenteret og helt uforståelig, da MLRS systemet netop var på vej til at blive teknologisk førende som præcisionsvåben."

Regeringen vil bruge flere penge på at nå andre NATO-landes teknologiske niveau samt at overholde løfter om GPS styrede præcisionsvåben. Netop derfor er det vigtigt at også Danmark forbedrer raketkastersystemet MLRS - i stedet for at udfase det, som regeringen ellers har foreslået.

Dette synspunkt fremgår af et brev, som i dag er sendt til forsvarsordførerne med overskriften "Materielgæld - forsvarsforlig 2005-2009". Thorkil Berg, akademiingeniør ved HMAK, skriver:

"Af punkt 27 i regeringens offentliggjorte forsvarsoplæg 2005-2009, fremgår det, at investeringerne i materiel øges, og at der fokuseres på relevante fremtidige operative kapaciteter. Dette i et omfang der medfører, at det "teknologiske gab" mellem Danmark og visse allierede mindskes.
     Endvidere skal det sikres, at Danmark lever op til de tilsagn om deltagelse i NATO´s kapacitetsinitiativer, som blev givet på mødet i Prag i 2002 (PCC). På dette møde blev 8 kapacitetsinitiativer vedtaget som værende vigtige, herunder bl.a. GPS styrede præcisionsvåben (precision guided weapons).

Det fremgår nu af flere artikler i dagspressen, at man agter at udfase de helt nyanskaffede våbenplatforme, Multiple Launch Rocket System (MLRS). Som en del af dette anskaffelsesprojekt er der bevilliget, men endnu ikke brugt midler til en modificering som netop tager sigte på, at våbensystemet skal kunne håndtere disse GPS styrede præcisionsvåben.

Udfasningen er uargumenteret og helt uforståelig, da MLRS systemet netop var på vej til at blive teknologisk førende som præcisionsvåben. Vore NATO-partnere USA og England er allerede i gang med modificeringen af deres MLRS flåder, og flere andre NATO-lande påtænker at følge efter. En udfasning af MLRS vil medføre, at det teknologiske gab ildstøttemæssigt bliver meget større.

Af samme punkt i regeringens oplæg fremgår, at materielgælden vil være den samme ved udgangen som ved indgangen til perioden, nemlig 6,7 mia. kr.
     Det kan være meget relevant dels at få specificeret, hvad gælden består af materielmæssigt og dels at få redegjort for, hvad det vil betyde for gælden, hvis MLRS bevares som det effektive "kirurgiske" instrument i soldaternes værktøjskasse."

Læs mere om raketkastersystemet MLRS.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1389.htm.