fre. 27. april 2001
Otte granater er blevet stjålet under et indbrud i et af hærens ammunitionsmagasiner ved Dronninglund i Nordjylland, oplyser Hærens Materielkommando.
Det var en ansat i forsvaret, der torsdag konstaterede, at der var brudt ind i et af Hærens Parkområdes ammunitionsmagasiner. Forsvaret fandt derefter ud af, at flere magasindøre var blevet brudt op, og at otte 105 millimeter granater, der bruges i hærens haubits-artilleri, er blevet stjålet fra depotet.
Granaterne er pakket i trækasser med to i hver, og kasserne vejer i alt 56 kilo hver.
Ammunitionen er ikke i sig selv farlig, medmindre den udsættes for kraftige stød eller brand, oplyser Hærens Materielkommando. Granaterne kan kun affyres med det våben, som ammunitionen er skabt til, fortsætter hæren.
Såvel Forsvarets Auditørkorps som kriminalpolitiet i Frederikshavn efterforsker nu sagen.
Kilde: /ritzau/.
2. maj 2001: Otte granater fundet efter tyveri
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1379.htm.