![]() |
fre. 12. mar. 2004
"Man har lyttet til forsvaret." Regimentschef Werner Kahle. |
Nyt forsvarsoplæg betyder flere fastansatte og færre værnepligtige på Varde Kaserne.
Jubelscener skal man kigge længe efter hos de omkring 1.400 besindige artillerifolk, som har deres daglige gang på Varde Kaserne. Men stemningen har dog fået et løft, efter at personalet i ugens løb blev briefet om regeringens nye forsvarsudspil.
Varde Kaserne ser nemlig ud til at blive styrket, hvis oplægget ender med at blive vedtaget i sin nuværende form.
- Vi vil få flere fastansatte, omkring 400 vil jeg tro. Men samtidig vil der på sigt være færre værnepligtige på kasernen. Så alt i alt vil antallet af personale nok være det samme, siger regimentschef Werner Kahle, som brugte en stor del af torsdagen på at sætte sig bedre ind i det nye forsvarsoplæg.
Den planlagte forøgning af personalet i Varde skyldes regeringens ønske om at overflytte en del artilleri- og radarenheder fra Sjælsmark Kaserne, som skal nedlægges. Dermed bliver Varde og Oksbøl centrum for alle forsvarets artillerienheder.
En del af udstyret fra Sjælsmark Kaserne, blandt andet raketkasterne, vil dog blive sat i depot.
- Det giver nogle stordriftsfordele at samle alt artilleri på et sted. Først og fremmest er der en kaserne mindre at drive, og samtidig bliver der skåret ned på antallet af artillerienheder, siger Werner Kahle.
Det nye oplæg er endnu et skridt i forsvarets kurs væk fra det gamle østeuropæiske fjendebillede hen imod løsningen af flere internationale opgaver.
At store kanoner og tunge haubitser sjældent er del af disse missioner, betyder ikke, at artilleriets indsats kan undværes:
- I international tjeneste er der brug for fodfolk. Men vi, der har med artilleri at gøre, ved en del om indsamling af informationer. Blandt andet med de førerløse fly, som vi råder over, forklarer Werner Kahle, som generelt er tilfreds med regeringens oplæg:
- Der er altid noget, man kan sætte fingeren på, men omstruktureringerne bærer præg af, at man har lyttet til forsvaret, siger regimentschefen.
Werner Kahle peger også på, at flere fastansatte på kasernen vil smitte positivt af på regionen:
- Man må formode, at mange af de nye fastansatte vil bosætte sig her, hvilket har stor betydning for området. Vi har ingen grund til at være utilfredse, selv om jeg har lidt ondt af folkene i de kaserner, som nu rammes af nedlæggelser, siger Werner Kahle.
Kilde: Søndagsavisen
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1320---ser-frem-til-stordriftsfordele.htm.