| |
Syv danske artilleriafdelinger og en artillerikaserne bliver skudt i sænk af regeringens oplæg til et nyt forsvarsforlig. Stumperne samles i Varde.
Det er den fremtid for artilleriet, Varde Kaserne og reservepersonellet, som regeringen tegner i sit oplæg til de politiske forhandlinger om forsvaret i årene 2005-2009.
Fred i vor tid ...
Den sandsynlige sikkerhedspolitiske fremtid får regeringspartierne til at tage en konsekvens:
- Mobiliseringsforsvaret kan nedlægges for at styrke forsvarets evne til både at bidrage til totalforsvaret, herunder evnen til at imødegå terrorhandlinger og deres virkninger, og til at udsende veluddannede og veludrustede enheder i internationale opgaver. De militære styrker skal kunne anvendes både internationalt og inden for Danmarks grænser, og forsvaret af Danmark vil i påkommende tilfælde selvsagt være hovedopgaven.
Den foreslåede ændring får store konsekvenser for bl.a. hæren og dermed artilleriet, idet en række strukturer nedlægges: To brigader, tre kampgrupper, seks bataljoner og en række divisionstropper.
Syv artilleriafdelinger nedlægges
Den nye operative struktur kommer iflg. oplægget til at bestå af:
- Danske Division, hvis artilleriske elementer bliver "én stående artilleriafdeling bestående af stab, målopklaringsbatteri og element til ledelse af flystøtte i Oksbøl, UAV-batteri (ubemandede luftfartøjer til opklaring) samt luftværnsmissilafdeling i Varde".
- 1. Brigade med bl.a. "én delvis stående artilleriafdeling i Varde." Brigaden tilmeldes NATO på højt beredskab.
- 2. Brigade bestående af primært personel på reaktionsstyrkekontrakt. Bl.a. indgår "én kadrebemandet artilleriafdeling i Varde". Brigaden tilmeldes NATO på lavere beredskab.
I alt bliver der således tale om kun tre artilleriafdelinger (AA) tilbage af de nuværende ni AA - fem ved Dronningens Artilleriregiment (DAR) i Varde og fire ved Kongens Artilleriregiment (KAR) på Sjælsmark Kaserne.
Der er i oplægget ikke sat navn på hvilke seks enheder, der må nedlægges. Oplagt er det dog, at 2 AA (ved KAR), 23 AA og 24 AA (begge DAR) får tommelfingeren nedad:
- De benytter den trukne 155 mm haubits (M114/39), som der siden 2002 ikke længere uddannes værnepligtige til.
- Deres kadrer blev nedlagt med udløbet af 2003.
Forslaget omtaler kun en enkelt luftværnsmissilafdeling. De to nuværende afdelinger er fornylig sammenlagt rent administrativt, hvilket ligner forløberen til en egentlig sammenlægning.
Det bliver ikke den eneste sammenlægning, idet Sjælsmark Kaserne foreslåes afhændet og al artilleri samles i Varde.
Også Hevring foreslåes nedlagt.
Haubitser bliver afløst
I 2006 skal der benyttes 120 mio. til "indledende anskaffelse af et moderne ildstøttesystem", uden at dette omtales mere detaljeret.
Dermed ser den overordnede plan ud til at være, at de ældre trukne 155 mm haubitser skal erstattes af et nyt våbensystem. Artilleriet har dermed en fremtid i den danske hær.
Hvad der skal ske med haubitserne er ikke antydet. Et bud kunne være, at de med tiden skal doneres bort, ligesom det skete med 72 105 mm haubitser, der kom til Litauen i 2002.
Mindre brug for reservepersonel
Derimod er der ikke grund til at gisne om hvad nedlægningen af syv artilleriafdelinger kommer til at betyde for reservepersonellet. Regeringen skriver:
- Personel af reserven vil fortsat være af stor betydning for forsvarets opgaveløsning i relation til internationale opgaver, men også i relation til uddannelse af forsvarets enheder og totalforsvaret. Som følge af nedlæggelse af mobiliseringsforsvaret og de tilhørende strukturer vil det kvantitative behov dog falde, hvorfor antallet af reserveofficerer i strukturen tilpasses i løbet af perioden.
Og mon ikke også både sergent- og konstabelgruppen vil få den tilpasning at føle ...?
Der bliver ca. 4.070 reaktionsstyrkekontrakter, hvortil der afsættes 27.800 indkommanderingsdage.
Fortsat værnepligtige i Varde
Værnepligten foreslåes nedsat til tre måneder og målrettet totalforsvaret. Denne basisuddannelse vil bl.a. kunne tages på Varde Kaserne.
- Denne værnepligt vil samtidig kunne danne grundlag for rekruttering til forsvaret for dem, som måtte ønske det
- Uddannelse af soldater til egentlige kampenheder kræver en betydelig længere uddannelse, som står åben for dem, som måtte ønske dette med henblik på fastansættelse i forsvaret eller udsendelse i internationale operationer.
- Som følge af aftalen om at nedlægge mobiliseringsforsvaret er der enighed om, at forsvaret ikke skal indkalde de værnepligtige, der i 2. halvår af 2004 var planlagt uddannet til mobiliseringsstyrken. Disse værnepligtige bør i muligt omfang indkaldes til den nye værnepligtsuddannelse i forsvaret.
Den grundlæggende sergentuddannelse bliver samlet i Sønderborg.
Hvis altså det hele bliver som regeringen har foreslået ...
Kilde: "Regeringens forsvarsoplæg 2005-2009", 22 sider.
Mere materiale hos Forsvarsministeriet.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1299.htm.