Regiment venter med at juble

www.jv.dk, fre. 5. mar. 2004


 

- Ved sidste forsvarsforlig hed rygterne længe, at Varde Kaserne skulle nedlægges og regimentet rykkes til Skive. Fem minutter i 12 blev det alligevel omvendt: Regimentet i Skive blev rykket til Varde. Så vi venter med at forholde os til det kommende forsvarsforlig, til vi ser regeringens udspil.

Presseofficer Georg Naeve ved Dronningens Artilleriregiment i Varde, har hørt rygter om, at det kommende forsvarsforlig vil flytte aktiviteterne fra Kongens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne til Varde. Men han vil se det med sine egne øjne, inden han tror på det.
     I Varde vil man ikke tage forskud på jublen.
     - Lad os nu se. Og hvis man skulle beslutte at nedlægge Sjælsmark, så er det ikke givet, at alle 15-1600 mand skal til Varde. Der går jo også rygter om en ændring af hele Forsvarets struktur og om kortere værnepligt, siger Georg Naeve.

På Sjælsmarks Kaserne er holdningen den samme: Lad os nu se.
     - Vi har is i maven, og vi forholder os ikke til noget, før vi har det politiske udspil, siger presseofficer Peter Birk Asholt og fortsætter:
     - Hvis vi bliver nedlagt, har vi en stor tiltro til, at vores regimentschef vil gøre alt for, at personellet bliver ordentligt behandlet.
     Til gengæld er der ingen nervøsitet i Varde. Ingen har fantasi til at forestille sig, at nogen vil røre ved en kaserne, som ved sidste forlig fik 250 millioner kroner til udvidelse og renovering.

FAKTA: Sjælsmarks kaserne
     Kongens Artilleriregiment daterer sig 400 år tilbage. Dog med skiftende navn og tilhørssted gennem årene. Navnet er fra sammenlægningen Kronens og Sjællands Artilleriregiment i 1982.
     Sjælsmarks Kaserne er fra 1953, da artilleriet flyttede ud fra København.
     Sjælsmarks Kaserne har 250 militært ansatte og 129 civilt ansatte, omkring 650 værnepligtige om året og cirka 700 mand tilknyttet af reserven. Artilleriet har i øjeblikket et kompagni i Irak og er ved at klargøre udsending af et kompagni til Kabul.

Kilde: Jydske Vestkysten

Læs mere: Jensby: Luk Sjælsmark Kaserne

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1288.htm.