Tårnfalken ventes at være fuldt flyvefærdigt til februar 2004, hvor de sidste testflyvninger er gennemført, og Tårnfalkens ventes meldt endelig operationsklart i løbet af 2005.
Til den tid vil Tårnfalken indgå som et væsentligt militært bidrag til indsættelse i nye/eksisterende internationale missioner.
Problemer undervejs
For at nå så langt har Tårnfalken forinden dog været ude for en del problemer med flytildragelser, havarier, flyveforbud, uddannelsesmæssige og organisatoriske udfordringer.
Nu ser situationen lysere ud, og når de to sidste testflyvninger er tilendebragt i januar 2004, kan de mange samarbejdspartnere begynde at se resultatet af flere års målrettet indsats.
Tilbage står arbejdet med at få personellet, logistikken, systemuddannelsen og certificeringen af UAV-personellet på plads i et tæt samarbejde mellem Hær og Flyvevåben.
To haverier gav midlertidigt flyveforbud
- Vi fik overdraget ansvaret for uddannelsen af personel til Tårnfalken den 6.september 2002. Siden er gået ca. 50 testflyvninger med UAV´en i Borris og Oksbøl. Som med alt nyt udstyr var der imidlertid i indkøringsfasen nogle børnesygdomme. Det franske system var ikke tilpasset danske forhold og led også lidt af nogle kvalitetssikringsproblemer, som medførte nogle flytildragelser. En gang svigtede nedbremsning af bevægelig slæde på launcheren (affyringsplatformen). En anden gang udfoldede de indbyggede airbags sig lige efter affyringen, og det var nødvendigt at nødlande flyet, inden det kunne nå tilstrækkelig højde til, at faldskærmen var fuldt bærende. I begge tilfælde blev flyene kraftigt beskadiget. Disse tekniske fejl betød, at Tårnfalken i sommeren 2003 fik flyveforbud. Nu tyder de nye testflyvninger på, at problemerne er blevet løst, siger oberstløjtnant Niels Christian Koefoed, Dronningens Artilleri-regiment i Varde.
Flytildragelserne har kun medført materiel skade, som generelt er dækket af SAGEM´s garantiperiode.
UAV-systemets indbyggede sikkerhedssystemer har dog stået deres prøve og har fuldt ud levet op til specifikationerne.
I starten svært at få folk
Oberstløjtnanten fortæller videre, regimentet er ved at være klar til at rykke ind i en helt ny bygning specielt bygget til UAV-enheden på kaserneområdet i Varde.
- Det er en interessant og lærerig opgave at arbejde med implementeringen af et nyt våbensystem i Forsvaret, som blandt andet indebærer, at flere værn arbejder sammen. Selv om vi er del af det samme forsvar, er mange af vores forudsætninger vidt forskellige. F.eks. arbejder vi i hæren oftest i felten under primitive forhold, mens flyvevåbnet oftest arbejder fra faste installationer på flyvestationer. Der har indledningsvist, måske pga. misforståelser omkring netop kulturforskellene, været rekrutteringsproblemerne til enkelte funktionsområder, men rekrutteringsproblemerne synes nu at være forsvundet, og vi forventer at være på fuld styrke i begyndelsen af 2004.
- Vi kan således i 2004 forudse en langt mere smidig uddannelse på systemet, og vi glæder os til at få flere operative erfaringer med systemet, så vi kan blive klar til udsendelse i internationale missioner, siger Niels Christian Koefoed, der i øvrigt tilføjer, at Dronningens Artilleriregiment allerede har haft de første erfaringer med anvendelse af værnepligtige i UAV-projektet.
Kilde: Folk & Forsvar, dec. 2003 (pdf).
Flere UAV-artikler
tirs. 19. aug. 2003: Fakta om Tårnfalken (UAV)
lør. 1. febr. 2003: UFO kontra UAV
søn. 1. sept. 2002: Teknisk beskrivelse af Tårnfalken
fre. 6. sept. 2002: Ubemandet fly er nu i luften
fre. 6. sept. 2002: Hærens flyvende spioner
fre. 6. sept. 2002: Forsvaret har fået øjne i himlen
tors. 5. sept. 2002: Forsvaret får otte ubemandede overvågningsfly
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1216.htm.