Forsvarets nye ubemandede spionfly blev præsenteret med fanfare. Men da det blev vist frem sidste år, var det allerede et år forsinket på grund af tekniske problemer.
Godt et år senere er systemet, som består af i alt 12 fly, launchere og kontrolvogne, ramt af tekniske problemer og flyveforbud. Et enkelt er endda havareret. En erstatningssag er på vej mod den franske leverandør.
400 millioner kroner har det danske forsvar investeret i små, ubemandede og højteknologiske overvågningsfly.
Forsvaret afgør selv, hvornår det problemramte fly er sikkert nok til at sende ind over civile områder. Foreløbig er det begrænset til øvelsesterrænerne ved Oksbøl og Borris. Men statens civile luftfartsmyndighed, Statens Luftfartsvæsen, vil blande sig, hvis flyet skal bruges i luftrum, hvor civile fly også bevæger sig.
I så fald vil Statens Luftfartsvæsen se et dokumenteret testprogram, godkendte nødprocedurer og dokumentation for, at det lever op til internationale standarder. I kraft af sin beskedne størrelse og radarusynlige materialer vil flyet være svært at se på en radar. Derfor skal det formentlig udstyres med en særlig radiosender, en transponder, som fortæller lufttrafikkontrollen hvor spionflyet befinder sig, oplyser informationschef Torbjørn Anker.
Men UAVerne er kommet for blive og vil blande sig med civile fly i de kommende år. Integration af de ubemandede fly i luftrummet er netop i år et af emnerne på de europæiske luftfartsmyndigheders årlige konference i Holland
UAVere vil efter de fleste militære eksperters opfattelse komme til at spille en stadig vigtigere rolle i fremtidige konflikter. De mest avancerede amerikanske typer som Global Hawk kan i stor højde overflyve den halve jordklode og tilbringe mange timer i luften, hvorfra den via satellit kan sende sine video- og radarbilleder hjem. Den mindre, men gennemprøvede Predator anvendes nu ikke blot til overvågning, men til direkte kamp. For et år siden brugte USA en Predator, udstyret med Hellfire-missiler, til at eliminere en bil med seks mistænkte al-Qaeda terrorister i ørkenen i Yemen. Her blev der helt bogstaveligt ført terrorkrig med remote control og live TV.
Kilde: Berlingske Tidende, 2. dec. 2003
Flere UAV-artikler
ons. 3. dec. 2003: Jensby spørges om UAV-flyveforbud
ons. 3. dec. 2003: TV-avisen: Spionfly fyldt med fejl
ons. 3. dec. 2003: Vil have erstattet fejlramt spionfly
ons. 3. dec. 2003: Dårlig kvalitet årsag til fejl i spionfly
ons. 3. dec. 2003: Sagem betaler for styrtede fly
tirs. 2. dec. 2003: UAV flyveklar i starten af 2004
tirs. 2. dec. 2003: Nye spionfly fyldt med fejl
man. 1. dec. 2003: Tårnfalken flyveklar til februar 2004
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1215.htm.