Forligsrod: 7 mio. ekstra til UAV
ons. 21. aug. 2002
I det tidligere forsvarsforlig var det aftalt at tårnfalkene bl.a. skulle have garage og undervisningslokaler på Varde Kaserne. Den plads blev nappet til regimentssammenlægningen i 2000. Derfor måtte Forsvarsministeriet (FMN) i 2002 gå tiggergang til Folketingets finansudvalg.
FMN bad om yderligere 7,1 mio. til garage, værksted, våbenkammer, tørretårn motorafprøvningsstand, kontor, depot- og undervisningsfaciliteter, samlet i een bygning. Det vil være færdig sidst i 2003.
Fakta: Anmodningen
"Forsvarsministeriet anmoder herved om finansudvalgets tilslutning til at anvende yderligere ca. 7,1 mio. kr. til etablering af faciliteter til Unmanned Aerial Vehicles (UAV) samt kontor og undervisningsfaciliteter til UAV-enheden på Varde Kaserne.
c. Sagen forelægges særskilt for finansudvalget, idet der er tale om en ændring af et bygge- og anlægsprojekt på over 10 mio. kr., hvor ændringen overstiger 10 %.
Folketingets finansudvalg godkendte 2. dec. 1998 anskaffelse af materiel til fjernopklaring, bl.a. etablering af garager og vedligeholdelsesfaciliteter til i alt ca. 14 mio. kr. (i 1998-priser).
FMN bemyndigede efterfølgende anskaffelse af Unmanned Aerial Vehicles (UAV). Materiellet er leveret i 2001 og placeret på Varde Kaserne.
Projektet er oprindeligt en del af foregående forsvarsforlig (1995-1999) og gennemføres så hæren kan indhente nøjagtige og tidstro informationer over længere afstande.
Ved indeværende forsvarsforlig (2000-2004) blev det besluttet at sammenlægge de to jyske artilleriregimenter og placere disse på Varde Kaserne. Som konsekvens af sammenlægningen var den frikapacitet, som var beregnet til UAV-enheden på Varde Kaserne, da indstillingen om anskaffelsen af Unmanned Aerial Vehicles (UAV) blev udarbejdet, disponeret til andre formål i forbindelse med opgørelsen af det forligsrelaterede byggebehov. Faciliteter til Unmanned Aerial Vehicles (UAV) kan således ikke dækkes af de eksisterende faciliteter på Varde Kaserne.
Der er på denne baggrund opstået et behov for faciliteter til Unmanned Aerial Vehicles (UAV) samt kontor og undervisningsfaciliteter til UAV-enheden på Varde Kaserne. Som konsekvens heraf, er den samlede udgift for projektet ændret til i alt ca. 22,9 mio. kr. svarende til en forøgelse på ca. 7,1 mio. kr. (i prisniveau 2002).
Projektet omfatter nybyggeri af henholdsvis garage- og værkstedsfaciliteter, våbenkammer, tørretårn, motorafprøvningsstand, kontor, depot- og undervisningsfaciliteter til UAV-enheden samt etablering af stikveje. Faciliteterne vil blive indarbejdet i én fælles bygning.
Projektet påregnes færdiggjort ultimo december 2003.
De samlede bygge- og anlægsudgifter andrager skønsmæssigt i alt ca. 22,9 mio. kr. Heraf udgør teknikerhonoraret ca. 3,3 mio. kr. Udgifter til forundersøgelser, projektering, projektopfølgning, fagtilsyn og udarbejdelse af drifts- og vedligeholdelsesvejledninger andrager ca. 2,3 mio. kr. Udgifter til inventar og telemæssige installationer andrager ca. 1,75 mio. kr. Der er i 2001 afholdt ca. 0,24 mio. kr. til projektering.
Udgiften til projektet vedrørende faciliteter til UAV-enheden herunder kontor og undervisningsfaciliteter på Varde Kaserne afholdes på konto nr. §12.21.13., Nationalt finansierede bygge- og anlægsarbejder.
d. Varde Kommune har den 25. april 2002 meddelt byggetilladelse til projektet.
e. Under henvisning til ovenstående anmodes om tilslutning til, at anvende yderligere ca. 7,1 mio. kr., således at den samlede udgift andrager ca. 22,9 mio. kr., til etablering af faciliteter til Unmanned Aerial Vehicles (UAV) samt kontor og undervisningsfaciliteter til UAV-enheden på Varde Kaserne. Udgifterne afholdes indenfor den på finansloven anførte konto nr. § 12.21.13., Nationalt finansierede bygge- og anlægsarbejder. I indeværende finansår udgør udgifterne ca. 0,55 mio. kr.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger."
Kilde: Forsvarsministeriets tiggerbrev "Aktstykke 215, faciliteter til UAV på Varde Kaserne"
Baggrund:
ons. 21. aug. 2002: Kanon-underskud rammer kaserne
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1203.htm.