Dansk version af UAV

Flyvematerielkommandoen, søn. 1. sept. 2002


 

Overvågningsfly er tilpasset dansk terræn og behov i krig og fred. Tårnfalken bygger på erfaring og er en støtte for bl.a. artilleriet.

Israel har været pionerer inden for ubemandede fly. I de sidste 20 år har de anvendt UAV'er til overvågningsopgaver.
     I de seneste 10 år har udviklingen af ubemandede fly taget fart. USA havde UAV'er i brug til overvågning i Golfkrigen og senere over Iraq. I Kosovo og Bosnien anvendte flere lande UAV'er (USA, Frankrig, Tyskland og England). I Afghanistan har den amerikanske UAV, Predator, været en uundværlig del af operationerne.

Ser gennem danske skyer og dis
     I februar 1999 indgik Flyvematerielkommandoen på forsvarets vegne kontrakt med det franske firma SAGEM om levering af 2 UAV systemer til hæren til en værdi af 226 mill. kr. SAGEM er en af markedslederne i Europa indenfor UAV, komplette GPS baserede navigationssystemer, sensorer til fly, helikoptere og UAV'er. Hæren er det første værn i det danske forsvar, der tager UAV (Unmanned Aerial Vehicle) i anvendelse.
     Tårnfalken er under næsen udstyret med sensorer (dagslys video, infrarød video eller Synthetic Aperture Radar), der kan sende "her og nu" video billeder til en mobil jordstation i sikker afstand (op til 180 km) fra fjendtlig område.
     Da vejret i Danmark ofte er overskyet og diset har Flyvematerielkommandoen sikret sig en option på en Synthetic Aperture Radar (SAR), der gør det muligt at "se" igennem skyer.
     Ud over SAGEM kontrakten omfatter projektet også opbygning af støttefunktioner, anskaffelse af køretøjer og bygge- og anlægsarbejder på Varde kaserne, hvor Dronnngens Artilleriregiment hører hjemme.
    

Afløser jægersoldater og fotorekognoscering
     Ved løsning af forsvarets opgaver, lægges der til stadighed vægt på hærens muligheder for at udnytte enhedernes mobilitet og fleksibilitet optimalt, samtidig med at der tages hensyn til personellets sikkerhed. Det har medført behov for indhente oplysninger over længere afstande, hvorved der skabes mulighed for at tage beslutninger, der bedre udnytter resourcerne, samtidig med at der tages hensyn til, at personellet ikke udsættes for unødig risiko.
     UAV'er er specielt anvendelige til disse formål, dels fordi de udelukker risiko for personel, og dels fordi små ubevæbnede fly udgør et lavt trusselsbillede.
     Chefen for et større artilleriregiment har i forbindelse med indsættelse i krise, krig eller fredsbevarende operation altid brug for tidstro her og nu oplysninger om fjendtlige områder, så han kan udnytte egne resourcer bedst mulig. Disse oplysninger hentedes tidligere ved fotorekognoscering eller spejdere/jægersoldater, men er ofte forældede når de når frem.
     Tårnfalken er en taktisk UAV, som anvendes til støtte for artilleriregimentet og i samarbejde med artilleripejleradar udstyr. Dens primære opgave er at fremskaffe efterretninger om større fjendtlige grupperinger, herunder kommandostationer, reserveenheder og artilleri:
     - opklaring mod terrænområder,
     - opklaring mod objekter,
     - opklaring/overvågning af trafikknudepunkter, kyststrækninger mv.,
     Tårnfalkene er således et meget vigtigt element i opbygning af korpset og divisionens efterretningsbillede.
     Den sekundære opgave er:
     - målopklaring
     - deltagelse i artilleriskydning, herunder indskydning eller justering af ild
     - Battle Damage Assessment.
     Det er forudsat, at Tårnfalk systemet kan indsættes indenfor NATO's operationsområde, samt i områder, hvor fredsbevarende operationer kan komme på tale.

Civile opgaver
     Herudover vil UAV systemet kunne yde støtte til andre værn eller civile myndigheder.
     I kravspecifikationen til UAV systemet er det forudsat at det kan anvendes til civile overvågningsopgaver:
     - miljøovervågning i Danske farvande (f.eks. ved olieudslip)
     - trafikovervågning
     - redningsopgaver
     - overvågning af smuglere
     - bistand ved bekæmpelse af brande (infrarød kamere kan "se" gennem røg)

Kilde: Flyvematerielkommandoen, der viser foto, tegninger og små film....

Baggrund:
ons. 21. aug. 2002: Forligsrod: 7 mio. ekstra til UAV
tirs. 9. april 2002: UAVDET
tirs. 30. okt. 2001: Øget brug af små spionfly
tirs. 8. maj 2001: UAV: Uddannelse i fuld gang
fre. 20. april 2001: Hæren køber otte ubemandede fly
fre. 20. april 2001: De bedste spionfly
tors. 11. jan. 2001: Flyv fugl, flyv
tors. 18. febr. 1999: For 400 mio. modelfly
1997: Forskere om UAV overfor artilleripejleradar

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1192.htm.