Ny chefrådgiver fra reserven støtter Hæren

tirs. 18. aug. 2015



"Jeg tror, at totalstyrkekonceptet er en stor styrke for Forsvaret."

Kilde: forsvaret.dk.


Peter Heering
  Er 48 år, gift med Caroline, har to døtre og bor i København.
   Dyrker en del sport, blandt andet løb, cykling og svømning.
   Har taget en MBA på Harvard i USA.
   Aftjente sin værnepligt i Livgarden i 1986 og var i aktiv tjeneste her indtil 1989.
   Har siden 1989 været officer af reserven og blev i 2009 udnævnt til oberstløjtnant.
   Var i 2010 udsendt til Afghanistan med ISAF10, hvor han var chef for en enhed bestående af danske, amerikanske og britiske soldater, der støttede og trænede det afghanske politi.
   Har siden 2011 været en del af chefgruppen ved 2. Brigade.
   Var grundlægger og administrerende direktør i softwarevirksomheden Scalepoint Technologies Ltd. i perioden 2001-2014. Er nu formand for virksomhedens bestyrelse.
   Har siden 2014 været medstifter og partner i virksomheden Founders A/S, der beskæftiger sig med at skabe nye virksomheder inden for teknologi.



Læs også:
fre. 31. okt. 2014: Ny fokus på at udvikle sergentgruppen

Chefen for Hærstaben har ansat en ny rådgiver, der skal styrke integrationen mellem Forsvarets faste struktur, reservepersonel og frivillige.

Chefen for Hærstaben, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, har ansat oberst af reserven, Peter Heering, som sin rådgiver. Det sker som et led i totalstyrkekonceptet, hvor formålet er, at personel af reserven og Hjemmeværnets frivillige skal integreres i Forsvarets faste struktur.
     - Et vigtigt skridt i arbejdet omkring totalstyrkekonceptet har været at ansætte en chefrådgiver fra reserven, som skal støtte mig og Hæren i at udvikle og omsætte de strategiske målsætninger i konceptet til virkelighed i Hæren. Jeg er derfor meget tilfreds med at kunne byde velkommen til oberst af reserven, Peter Heering, i jobbet som min rådgiver vedrørende Hærens totalstyrke, siger Hans-Christian Mathiesen.

Totalstyrke-konceptet
     Peter Heering har de seneste fire år været en del af chefgruppen i 2. Brigade og har tidligere været udsendt til Afghanistan. Obersten er ikke i tvivl om, hvad det var, der fik ham til at søge den nyoprettede stilling.
     - Jeg har søgt stillingen som rådgiver for Hærchefen, fordi jeg synes, at de tanker og ideer, der er beskrevet omkring overgangen til totalstyrkekonceptet, er både rigtige og nødvendige. Når jeg ser på Forsvaret, og ikke mindst Hæren, som virksomhed, er det helt klart, at med den efterspørgsel og det arbejdspres der er, er det nødvendigt med en større dybde i strukturen. Jeg tror, at totalstyrkekonceptet er en stor styrke for Forsvaret, siger Peter Heering.

Civile og militære kompetencer
     I sit civile job er Peter Heering medstifter og partner i virksomheden Founders A/S, der beskæftiger sig med at skabe nye virksomheder inden for teknologi. Den virksomhed skal han fortsat være i ledelsen af, for Peter Heering mener, at samspillet mellem de civile og militære kompetencer er vigtigt.
     - Jeg er meget glad for og ydmyg over, at jeg har fået stillingen som rådgiver for Hærchefen. Jeg er klar over, at det er et stort job, og jeg håber at kunne levere varen. Men jeg tror, at jeg med mine militære og civile erfaringer har de rette kvalifikationer, for Forsvaret kan drage nytte af kompetencer fra den civile verden, ligesom det samme gør sig gældende omvendt, siger Peter Heering.

Chefen for Hærstaben, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, lykønsker Peter Heering, da han netop er blevet udnævnt til oberst af reserven.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5621-Haeren-foresatte-myndigheder--ny-chefraadgiver-fra-reserven-stoetter-haeren.htm.

Tweet