Krigen Premiere: 10. sept. 2015.
Skrevet og instrueret af Tobias Lindholm
Medvirkende: Pilou Asbæk, Tuva Novotny, Søren Malling, Charlotte Munck, Dar Salim, Dulfi Al-Jabouri m.fl.
Produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR TV.
Optaget i efteråret 2014 i Tyrkiet, Jordan, Spanien og Danmark.
Filmfestivalen i Venedig (2.-12. sept.) har inviteret filmen til konkurrenceprogrammet Orizzonti, hvor også den israelsk-danske spillefilm "Mountain" deltager.
Filmen ''Krigen'' går tæt på den pris, som danske udsendte soldater og deres pårørende risikerer at betale, når de sendes i krig og efterlader familierne i usikkerhed derhjemme. Den stiller skarpt på de store dilemmaer, som danske soldater kan blive tvunget ud i, når de står midt i en krigszone.
Sådan beskriver Nordisk Film filmen, der får premiere i de danske biografer 10. september, fem dage efter Flagdagen.
Filmselskabet har inviteret ansatte med partner i Forsvaret til forpremiere på filmen torsdag den 27. august, til halv pris. Læs mere her.
Historien
I filmen spiller Pilou Asbæk rollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen, der sammen med sine mænd bliver udstationerede i Afghanistan.
Hjemme i Danmark forsøger Claus' kone Maria, spillet af Tuva Novotny, at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far.
Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp med Taleban, og for at redde mændene i sit kompagni træffer Claus et valg, som får fatale konsekvenser - også på hjemmefronten.
(Foto: Per Arnesen.)
Instruktøren
Krigen er Tobias Lindholms tredje spillefilm som både instruktør og manuskriptforfatter. I 2010 debuterede han med det anmelderroste fængselsdrama R og to år efter fulgte filmen Kapringen, som modtog adskillige danske og internationale priser, deriblandt en Bodil for bedste danske film samt fem Robert-priser.
I kraft af begge sine film samt en stribe af andre tv- og filmprojekter deriblandt Submarino, Borgen og Jagten, blev han i 2013 udvalgt af filmmagasinet Variety som én af de ti mest lovende internationale instruktører.