|
Den danske storfilm 'Under Sandet', der handler om tyske soldaters rydning af landminer efter 2. verdenskrig, er bl.a. optaget i Oksbøllejren og får den ære at åbne den internationale filmfestival TIFF 10. sept. I danske biografer 3. dec. "Under Sandet", som lanceres under den engelske titel "Land Of Mine", fortæller et kapitel af den danske efterkrigstidshistorie, som hidtil ikke har haft den store bevågenhed. Filmen er baseret på virkelige hændelser, der kun sparsomt er kun omtalt i historiebøgerne.
Filmen er for nylig blevet udtaget af TIFF til at åbne festivalens prestigefyldte konkurrenceprogram 10. sept. i Torontos smukke, gamle Elgin biograf med plads til 1400 publikummer. TIFF, Toronto Filmfestival, er en af verdens fem største og vigtigste filmfestivaler. Filmfestivalen, som er et af Nordamerikas mest eftertragtede filmmarkeder, præsenterer i år en hovedkonkurrence og dermed tager festivalen et skridt yderligere mod toppen blandt verdens vigtigste filmbegivenheder. Internationalt publikum Under Sandet deltager i et konkurrenceprogram mellem tolv stærkt instruktør-prægede internationale film. - Med udtagelsen af filmen som åbningsfilm i festivalens konkurrenceprogram, understreger festivalledelsen, at Under Sandet har et stort universelt potentiale trods dens stærke baggrund i danske historiske kendsgerninger. Filmen rummer en problematik som appellerer til et internationalt publikum og når en anerkendt festival som TIFF fremhæver, at filmen er i stand til at bringe publikum helt ud på sædekanten, så stiller det store forventninger til et gedigent internationalt marked, udtaler filmens producent Mikael Rieks. Varde er historisk ramme Filmen er bl.a. optaget på historiske og autentiske steder som Oksbøllejren og andre områder i Varde Kommune, der i øvrigt har støttet filmen. Den jyske vestkyst var overtaget af tyskerne og kysten var en del af Atlantvolden, der strakte sig fra Norge i nord til Spanien i syd. Da tyskerne forlod deres stillinger i maj 1945, efterlod de også en masse materiel - og ikke mindst nedgravede miner langs vestkysten. - Derfor er det også oplagt, at optagelserne til "Under Sandet" er foregået i de historiske rammer, som Varde Kommune har, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Skallingen Specielt Skallingen i det nordlige Vadehav er et interessant område i forhold til filmen og historien. Det var et af de steder, hvor tyske krigsfanger blev beordret til at rydde de ca. 72.000 miner, som alene var lagt ud på Skallingen. Det menes, at i 1947 var omkring 61.000 af minerne fundet og uskadeliggjort. I 2012 blev minefeltet på Skallingen erklæret for ryddet. Få tusinde miner tilbage Den tyske besættelsesmagt gravede op mod to millioner landminer ned i sandet langs den jyske vestkyst fra 1940-1945. I 2009 mente Kystdirektoratet, at der stadig var omkring 5.000 miner tilbage fra anden verdenskrig.
|
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5614-Historie--under-sandet-aabner-filmfestival-i-toronto.htm.