Erfaring fra amerikansk undsætningsøvelse


En af de danske deltagere støtter amerikanske kollegaer med kontrol af flystøtte under en undsætning. Dukken er computerstyret, og kan simulere diverse skader foruden, at der kan lægges drop på den. (Foto: AFTC)

fre. 19. juni 2015



"Det er et rigtig godt kursus for os, for vi har ikke andre at trække på her i Danmark. Til Angel Thunder er en lang række af de forskellige enheder, der er specialiserede i netop den type operationer samlet, og det giver os en god mulighed for at tage viden med hjem, som vi kan bruge i vores egne kurser."

Kilde: forsvaret.dk.


Syv danskere var med i den storstilede amerikanske øvelse Angel Thunder, der træner undsætningspersonel af enhver art.

Hvert år samles op imod 3000 deltagere fra over 20 nationer i et enormt øvelsesterræn, der strækker sig ind i både Arizona, Nevada og Utah, for at træne undsætning af for eksempel gidsler eller besætningsmedlemmer fra nedstyrtede fly. I det amerikanske ørkenstater minder klimaet og terrænet i høj grad om for eksempel det afghanske, der er et ubarmhjertigt sted at opholde sig ufrivilligt og uden de rette forudsætninger.

Nyeste viden til flybesætninger
     I Danmark er det en håndfuld specialister fra Air Force Training Centre, der uddanner Flyvevåbnets flybesætninger i at overleve bag fjendens linjer, hvis de bliver skudt ned eller må nødlande. For dem er øvelsen en vigtig kilde til den nyeste viden og de til tider dyrtkøbte erfaringer som bliver indhentet, når komplicerede redningsmissioner gennemføres.
     - Det er et rigtig godt kursus for os, for vi har ikke andre at trække på her i Danmark. Til Angel Thunder er en lang række af de forskellige enheder, der er specialiserede i netop den type operationer samlet, og det giver os en god mulighed for at tage viden med hjem, som vi kan bruge i vores egne kurser. Det fortæller Simon, der er en af de danske deltagere, som netop er vendt hjem fra øvelsen.

Ørken-realisme
     Allerede på første dagen af kurset fik to af danskerne bekræftet, at ørkenmiljøet byder på mange uvante farer, da en klapperslange var kravlet ind i deres nybyggede shelter. Inden den nåede at bide nogen, led den dog en krank skæbne og endte selv som lektion i, hvordan en slange tilberedes over bål. Herudover lærte kursisterne blandt andet også, hvordan man skaffer vand, undgår farlige dyr, skelner mellem farlige og spiselige planter, laver primitive signalmidler og bevæger sig i ørkenområder.

FAC og flystøtte ved undsætning
     Det enorme øvelsesområde og store setup gav mulighed for at træne meget realistiske undsættelsesscenarier, hvor der typisk indgår et samspil af mange forskellige specialiserede enheder med støtte fra både fly og helikoptere. En af de danske instruktører er også uddannet som Forward Air Controller, og fik mulighed for at komme med på operationer sammen med nogle af de amerikanske PJ's, der betragtes som nogle af de bedste inden for "Personel Recovery" i en kampzone. Her sørgede han for at koordinere luftstøtte fra blandt andet den gammel kending A-10, men også for første gang det nye kampfly F-35 Joint Strike Fighter.

Som oftest vil der indgå flystøtte i en undsætningsoperation, og også her lærte en af de danske Forward Air Controllere noget nyt, da der for første gang indgik F-35 Joint Strike Fighter i setuppet. (Foto: AFTC)

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5572-TACP---Tactical-Air-Control-Party--erfaring-fra-amerikansk-undsaetningsoevelse.htm.

Tweet