Den nye PMV er Piranha 5

tors. 30. april 2015


Kilde: fmn.dk.


Piranha 5 fra Schweiz bliver Forsvarets nye pansrede mandskabsvogn. Det står klart efter dagens møde i forsvarsforligskredsen, hvor det også blev besluttet at udskyde anskaffelsen af nyt artilleri.

PIRANHA 5 fra schweiziske Mowag GmbH, der er en del af General Dynamics European Land System, har vundet udbuddet af Forsvarets nye pansrede mandskabsvogn. Vinderen er fundet efter grundig behandling og evaluering af leverandørernes tilbud og test af køretøjerne, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Efter dagens møde i forsvarsforligskredsen udtaler forsvarsminister Nicolai Wammen:
     - Jeg er meget glad for, at vi nu med Piranha 5 har fundet en vinder af udbuddet på nye pansrede mandskabsvogne til forsvaret. Vores nuværende pansrede mandskabsvogn har tjent hæren godt i mange år, og vil fortsætte med det noget tid endnu, men med Piranha 5 har vi fundet den pansrede mandskabsvogn, der bedst kan løse Forsvarets opgaver i fremtiden.
     Der skal minimum anskaffes 206 nye pansrede mandskabsvogne, men det præcise antal vil blive fastlagt på et senere tidspunkt.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5458-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--den-nye-pmv-er-piranha-5.htm.

Tweet