Over hundrede veteraner i offshore-job

ons. 4. febr. 2015



"Vi har fundet en niche inden for offshore, og det betyder, at vi kan finde job til alle."

Det er en succes at omskole tidligere udsendte soldater til et job i offshore-branchen. Og der er job til alle veteranerne, lover initiativtageren.

Er man vant til at springe ud med faldskærm, så kan man nok også reparere en vindmølle i 80 meters højde på åbent hav.
     Det er den tankegang, der har gjort projektet 'Veteran Crossover' til en stor succes. I f.m. projektet er det nu lykkedes at uddanne over 100 tidligere soldater til job i offshore-branchen.

Job til alle veteraner
     Forrige år blev projektet skudt i gang med mål om at hjælpe veteraner til nye job, som passer godt til deres baggrund som soldat.
     Indtil videre er 103 veteraner blevet omskolet. Det foregår primært på kurser i Esbjerg og i samarbejde med lokale offshore-virksomheder som Semco Maritime og Q-Star.
     - Det går fint. Vi har fundet en niche inden for offshore, og det betyder, at vi kan finde job til alle, siger initiativtager til 'Veteran Crossover' Ole Brøndum til dr.dk.

Arbejder i 80 meters højde
     Faktisk er der ifølge Ole Brøndum plads til endnu flere veteraner på den jyske vestkyst:
     - Hvis vi kunne uddanne det dobbelte antal veteraner, ville det ikke være noget problem at få dem alle i job bagefter, siger Ole Brøndum.
     En stor del af de tidligere soldater er blevet uddannet som såkaldte ropere, der hænger i et reb og udfører reparationer på vindmøller.
     - De bliver firet ned i reb oppe fra toppen af vindmøllen til det sted, hvor en vinge for ekesmpel er beskadiget, fordi en fugl er fløjet ind i den. Det er arbejde, som foregår i 80 meters højde ude på åbent hav, siger Ole Brøndum  til dr.dk.

Vant til at springe faldskærm
     Og det er ikke tilfældigt, at de tidligere soldater bliver omskolet til netop ropere.
     - Det gør vi på grund af veteranernes egenskaber. Mange af dem har jo sprunget faldskærm før, siger Ole Brøndum.
     Målet er på sigt at få 120 veteraner omskolet om året.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5371-Indland--over-hundrede-veteraner-i-offshore-job.htm.

Tweet