Støtter nationalt drone-testcenter



tirs. 16. dec. 2014



"UAS teknologien har et bredt samfundsmæssigt potentiale i relation til både civil og militær opgaveløsning og er i stærk udvikling."


Baggrund:
lør. 6. dec. 2014: Milepæl: Militær drone overvåger dansk jord
man. 15. sept. 2014: Forsvaret klar til droneaftale med HCA Airport
ons. 20. aug. 2014: Forsvarets første drone-træning i HCA Airport
ons. 20. aug. 2014: Forsvarets første drone-træning i HCA Airport
tirs. 5. aug. 2014: Odense vil være førende på droner
tirs. 5. aug. 2014: Danmark skal være droneland
tors. 3. juli 2014: Droner kan give dansk vækst ny luft
fre. 30. nov. 2012: Drone-testcenter på vej til Fyn
tors. 17. nov. 2011: Førerløse fly testet i Odense Lufthavn

Forsvaret og Odense Lufthavn (Hans Christian Andersen Airport) har underskrevet en hensigtserklæring om at støtte etableringen af et testcenter for ubemandede fly.

Siden 2012 har der stået i forsvarsforliget, at forsvaret kan støtte etableringen af et testcenter for ubemandede fly, droner. Det kom mandag i Ballerup et skridt nærmere realisering, da Forsvaret og HCA Airport underskrev en hensigtserklæring om samarbejde.
     Hans Christian Andersen Airport har i tre år arbejdet på at skabe et nationalt testcenter for UAS (Unmanned Aircraft Systems), droner.

Fælles interesse
     Aftalen skyldes iflg. de to parter et "teknologisk interessefællesskab".
     Formålet er at understøtte en fremadstormende teknologi, der spås et kæmpe potentiale inden for civile, ikke-militære anvendelser. Droner kan bruges til redningsopgaver, overvågning, eftersøgningsopgaver og meget andet.
     HCA Airports direktør Christian Berg er yderst tilfreds med samarbejdsaftalen:
     - Dette giver os det rigtige fundament til at videreudvikle vores testcenter. Forsvaret kommer med den fornødne erfaring og organisation til at kunne fremme vores muligheder for at flyve med droner i testcentret. Det vil både have national og international interesse.

UAS teknologi i stærk udvikling
     Forsvaret vil ligeledes få glæde af samarbejdet, da de kan drage nytte af den teknologiske udvikling, som er i gang inden for både droner, deres kontrolsystemer og sensorer.
     Disse elementer kan alle blive testet og udviklet i testcentret af de virksomheder og forskningsinstitutioner, der er tilknyttet lufthavnen gennem netværket UAS Denmark.
     Generalløjtnant Per Pugholm Olsen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ser frem til samarbejdet, og vurderer at projektet i lufthavnen har stort potentiale:
     - Forsvaret har gennem nogen tid haft et uformelt samarbejde med HCA Airport og dennes UAS testcenter. UAS teknologien har et bredt samfundsmæssigt potentiale i relation til både civil og militær opgaveløsning og er i stærk udvikling, hvorfor en erklæring om støtte fra forsvaret til HCA Airport - indenfor rammerne af Open for Business strategien - er naturlig og gavnlig for begge parter.

Teste drone-flyvning ude af syne
     Et af de områder, som samarbejdet forventes at fokusere på, er regler for droneflyvning i såvel testcentret som i resten af landet til gavn for hele branchen.
     Der eksisterer et stort behov for at kunne teste udstyr ved at flyve dronen ud, hvor den ikke længere er i syne. Målsætningen er derfor etablering af en luftkorridor fra HCA Airport udover farvandet nord for Fyn som et særligt testområde.
     Netop drone-flyvninger med større operationsradius er noget, som er interessant for forsvaret fx i Arktis.

Den nationale industri
     I dronebranchen hilser man også samarbejdet mellem forsvaret og HCA Airport velkommen. En af dem er Christoffer Gregers Glæsel fra Glaucus ApS, der repræsenterer og sælger droner fra AeroVironment, et af verdens største dronefirmaer, som bl.a. leverer droner til det danske forsvar. Han mener, at det kan tiltrække udenlandske aktiviteter til Danmark:
     - Formalisering af et samarbejde mellem forsvaret og HCA Airport er et vigtigt skridt. Samarbejdet kan give civile aktører og andre statslige organisationer, som vil anvende droner professionelt, mulighed for nyttiggørelse af de erfaringer forsvaret allerede har gjort med anvendelsen af droner, bl.a. Raven UAS og Puma AE UAS. Denne aftale understreger både UAS Test Center Danmarks centrale rolle for den nationale industri, men den vil også uden tvivl øge interessen for udenlandske virksomheders placering af aktiviteter i Danmark, fordi rammerne for industrien forbedres.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5318-Drone--stoetter-nationalt-drone-testcenter.htm.

Tweet