Drone udstillet på Tøjhusmuseet



man. 1. dec. 2014



"Vi har skærpet udstillingen indholdsmæssigt så publikum kommer tættere på de enkelte begivenheder og de soldater, der var i krig."

Kilde: Tøjhusmuseet.


"Den fjerne krig"
  - er en særudstilling på Tøjhusmuseet,
   - åbner for publikum den 3. december og til og med 2016,
   - gratis adgang.
   - Læs mere.


Tøjhusmuseets særudstilling, "Den fjerne krig," om Danmarks militære indsats i Afghanistan, genåbner den 3. december i en opdateret version.

Året er 2010. En dansk overvågningsdrone hænger i luften over Helmand i Afghanistan. Gennem støvskyer filmer dronen brudstykker af en bortsprængt feltbro. Kort forinden har oprørsstyrker sprængt broen i luften, og fem danske soldater fra Panseringeniørerne i ISAF-styrkens hold 10 er blevet lettere såret.
     Året er 2014. Den samme drone hænger under loftet i Tøjhusmuseet. Den indgår nu som et nyt element i Tøjhusmuseets særudstilling, "Den fjerne krig", der genåbner 3. december efter en makeover. På en tv-skærm vises optagelserne af kaosset efter sprængningen, og udstillingen fortæller historien om, hvordan danske ingeniørtropper i løbet af to dage genopbyggede broen.
     Dronen er blot en af flere historier, som udstillingskoordinator Nikolaj Thide og udstillingsarkitekt Sarah Cederstrand har valgt at bringe ind i udstillingen for at gøre den mere nærværende for publikum.

Fokus på afghanere
     - Substansen i udstillingen er overordnet det samme, men hvor den første udstilling fortalte en generel historie om krigen i Afghanistan, har vi skærpet udstillingen indholdsmæssigt så publikum kommer tættere på de enkelte begivenheder og de soldater, der var i krig, forklarer Nikolaj Thide om udstillingen, der også har fået tilført langt flere våben.
     Udstillingen sætter mere fokus på de lokale afghanere, som de danske styrker mødte, og vis sikkerhed var formålet med missionen. Museumsgæsten får i den opdaterede udstilling et mere realistisk indtryk af afghanernes hverdag samt den demokratiseringsproces, landet har været igennem.
     - Vi har genskabt et valglokale fra det afghanske parlamentsvalg den 19. september 2010 for at vise, at de danske soldater var med til at sikre valgets gennemførelse, siger Nikolaj Thide.
     Også den enkelte soldat får mere plads i den nye version af udstillingen, som har genskabt soldatens hjem ved fronten. Det viser hvordan soldaterne indrettede sig og levede under deres mission.

En mere nuanceret fortælling
     Samtidig fortæller veteranerne i en række korte videoer om deres oplevelser og de konsekvenser, det har haft for dem. I en video møder man soldaten, som har mistet sine ben, i en anden fortæller en soldat om det at være ramt af posttraumatisk stress, og i en tredje video fortæller modtageren af Tapperhedskorset sin historie.
     - Det har været vigtigt for os at præsentere en mere nuanceret fortælling om Danmarks indsats i Afghanistan og ikke mindst de soldater, som deltog, siger Nikolaj Thide, der selv har været udstationeret i Afghanistan som presseofficer.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5303-Drone--drone-udstillet-paa-toejhusmuseet.htm.

Tweet