Igen MRAP-køretøjer i Afghanistan


Oversergent Thor-Bjørn og seniorsergent Jesper (HKIC) diskuterer omskolingen. (Alle foto: Presseofficer ved Hærens styrke i Kabul, kaptajn Palle Hvirvelkær.)

man. 27. okt. 2014



"Med en person i tårnet vil det være muligt at varsle køreren om mulige trusler i trafikken væsentlig tidligere, end man kan i Land Cruiseren."

Mine-resistant ambush protected (MRAP)
  MRAP er et særligt udviklet transportkøretøj, der har et meget højt beskyttelsesniveau i forhold til miner. Køretøjerne er især gode til transport af personel og skal bruges som supplement til de øvrige køretøjer, de danske styrker benytter i Afghanistan.



Mere om MRAP:
fre. 11. april 2014: Krigen krævede tungere biler
tors. 1. mar. 2012: Uenighed: Hjul eller bælter?
tors. 1. mar. 2012: Milliarder skal sikre mod vejsidebomber

Soldaterne ved Hærens transportbidrag i Kabul kan fremover også benytte fire lånte MRAP-køretøjer. De giver en bedre beskyttelse mod vejside-bomber og er et supplement til de pansrede land cruisere.

Da de danske soldater i marts 2011 lånte 40 MRAP (Mine-Resistant Ambush Protected) Cougars af USA, var det bl.a. for at opnå en bedre sikkerhed mod vejsidebomber under transport af soldater i missionsområdet. MRAP'ens V-formede undervogn har et højt beskyttelsesniveau mod improviserede sprængladninger og miner.
     Køretøjerne blev anskaffet som et supplement til de eksisterende pansrede køretøjer og blev leveret tilbage i f.m. afslutningen af operationerne i den sydlige Helmand-provins i Afghanistan.
     I 2014 har fokus flyttet sig fra Helmand til hovedstaden Kabul. Scenariet og ønsket om øget sikkerhed er det samme. Derfor er der som supplement indtil videre lånt fire køretøjer.

Mere egnede end tidligere
     Soldaterne ved det danske transportbidrag, Movement Force Protection Team fra Opklaringsbataljonen på Bornholm, sørger for, at mentorerne kan komme sikkert rundt i missionsområdet.
     De har hidtil anvendt pansrede Toyota Land Cruisere og er i disse dage ved at blive omskolet til to nye typer af køretøjer, skriver forsvaret.dk. Omskolingen foregår i den militære del af Kabul International Airport (KAIA), hvor Det Danske Element holder til.
     De danske soldater har ind til videre lånt fire køretøjer. Der er tale om andre og mindre typer MRAP end den model, som de danske soldater anvendte i Helmand. Modellerne er mere egnede til at begå sig i det kaos, der ofte hersker på vejnettet i Kabul, vurderer Forsvaret.

Amerikanere omskoler
     Omskolingen foretages af civile amerikanske instruktører, der til daglig omskoler personel fra den afghanske hær.
     For at overvære omskolingen har Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC) sendt seniorsergent Jesper til Kabul.
     Han har intet at udsætte på den uddannelse, som de danske soldater modtager. Fremadrettet vil omskolingen i følge Jesper kunne gennemføres af instruktører fra HKIC i forbindelse med de danske soldaters ankomst til Kabul.

Udsyn og flere passagerer
     Oversergent Thor-Bjørn, der er næstkommanderende for Movement Force Protection Team, ser flere fordele ved de nye køretøjer. Bl.a. ved at anvende det monterede tårn, hvorfra der er god udsigt:
     - Med en person i tårnet vil det være muligt at varsle køreren om mulige trusler i trafikken væsentlig tidligere, end man kan i Land Cruiseren, siger han til forsvaret.dk.
     De to nye typer af køretøjer har plads til flere passagerer end Land Cruiserne, og der kan på den måde spares ressourcer, når soldater skal transporteres. Det kræver en smule omstilling for kørerne at vænne sig til de nye køretøjer, som med et væsentlig højere tyngdepunkt har tendens til at give kører og passagerer en vippetur, når der drejes på rattet.

MAXXPRO
     Besætning: 3-7 personer
     Motor: MaxxForce 10 Diesel
     Hestekræfter: 375
     Vægt: 13700 kg
     Maksimal vægt: 18700 kg
     Længde: 7,2 meter
     Bredde: 2,5 meter
     Højde: 3 meter


Oshkosh M-ATV
     Besætning: 4-5 personer
     Motor: Caterpillar C7 Diesel
     Hestekræfter: 370
     Vægt: 12500 kg
     Maksimal vægt: 14300 kg
     Længde: 7,27 meter
     Bredde: 2,49 meter
     Højde: 2,7 meter

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5245-Afghanistan--igen-mrap-koeretoejer-i-afghanistan.htm.

Tweet