|
Bevillingen på 25 millioner kroner frem mod 2017 til de danske krigsveteraner skal spædes op med 15 ekstra millioner, mener de borgerlige partier. De ønsker bl.a. et nyt veteranhjem i Varde.
Det foreslår Venstre og de Konservative med opbakning fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti op til de afsluttende forhandlinger om, hvordan millionerne skal fordeles. Det skriver Jyllands-Posten.
De borgerlige partier vil bruge pengene på at etablere nye veteranhjem i København, Aarhus og Varde og på at sikre økonomien i de eksisterende veteranhjem på Frederiksberg i København samt i Aalborg og Fredericia.
- Vi har den opfattelse, at veteranområdet bliver nødt til at blive styrket efter mange år med udsendelse af danske soldater. Derfor vil vi finde flere penge, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V) til Jyllands-Posten.
Pengene
Pengene skal findes i forsvarets kasser for anlægs- og investeringskroner, hvor de Konservative ifølge partiets politiske ordfører, Lene Espersen (K), har fået forsvarschefens ord for, at der er en del ubrugte midler.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, Ole Hækkerup (S), er lidt mindre sikker på, at der er flere penge at finde. Og han er ikke umiddelbart begejstret over idéen med de ekstra veteranhjem.
- Hvis staten kommer for meget indover, bliver der for meget statslig styring. Det er veteranerne selv og veteranhjemmene, der bedst ved, hvad der er brug for, og det er måske ikke mursten, siger Ole Hækkerup til Jyllands-Posten.
|