Ukendt dronefly styrter ned i Sydkorea

tirs. 1. april 2014


Kilde: dr.dk.



Baggrund:
man. 31. mar. 2014: Korea: 400 granater over grænsen
man. 31. mar. 2014: USA: Nordkoreanske granater en provokation
ons. 15. jan. 2014: Sydkorea planlagde flyangreb på Nordkorea i 2010
tirs. 9. april 2013: Nordkorea: Pas på, turister!

Sydkoreas militær er ifølge medie ved at undersøge, om der er en forbindelse til spionage fra Nordkorea.

Et ubemandet dronefly styrtede mandag ned på en sydkoreansk ø nær den omstridte maritime grænse til Nordkorea.
     Det meddeler det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, som citerer en anonym embedsmand fra samme land.

Ukendt fly
     Det er ikke oplyst, hvor flyet kommer fra, og hvad hensigten var, men nyhedsbureauet skriver, at det sydkoreanske militær ifølge kilden er ved at undersøge, om der er en mulig forbindelse til spionage fra Nordkorea.
     Nordkorea og Sydkorea udvekslede mandag ild ved deres maritime grænse, da skud fra en nordkoreansk militærøvelse havnede i naboens farvand.
     Det fik Rusland til at udtrykke bekymring over de tiltagende spændinger på Koreahalvøen.

Ny test af atomvåben
     Moskva henviser især til, at Nordkorea har bebudet en ny test af atomvåben.
     - Det vækker vores bekymring, at retorikken mellem de to lande bliver stadig hårdere, og at Nordkorea har erklæret, at det vil gennemføre en ny nuklear test, lød det fra det russiske udenrigsministerium i en erklæring, som også kritiserede USA for at gennemføre militære manøvrer sammen med Sydkorea.
     Moskva mener, at den fælles manøvre forværrer spændingerne.

Missiler i havet
     Nordkorea testede i sidste uge to ballistiske mellemdistanceraketter, der landede i havet. Det var første gang i fire år, at nordkoreanerne affyrede Rodong-missiler, som kan nå mål i Japan.
     Nordkorea har også testet flere kortdistance-missiler. I sidste uge blev der ifølge Yonhap affyret 30 missiler ud over havet.
     Det Gule Hav er et ekstremt ømtåleligt område, der tidligere har været scene for korte, men dødelige sammenstød mellem de stridende lande.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5033-Korea--ukendt-dronefly-styrter-ned-i-sydkorea.htm.

Tweet