PUMA - fra land til vand



ons. 21. maj 2014


Kilde: facebook.com.



Baggrund:
man. 5. maj 2014: Test af PUMA AE: Søredning
dec. 2013: Forsvarets flyvende øje
fre. 15. nov. 2013: Lille drone er god hjælp ud for Somalia

Hærens Unmanned Aircraft Systems (UAS), med type navnet PUMA, er blevet testet uden for sit normale luftrum i Oksbøl.

Den var nemlig blevet inviteret til at deltage i BALTIC SAREX 2014 omkring Bornholm, for at teste systemet i forbindelse med eftersøgning af personer i havet.
     UAS delingen blev i sidste halvår 2013 inviteret af søværnet, til at deltage i BALTIC SAREX (Search and rescue exercise), som foregår lidt uden for Bornholm.
     Denne SAREX er den største i Europa og har deltagere fra 9 forskellige lande, med i alt 30 forskellige skibe samt nogle fly og helikoptere.

Er PUMA interessant til havs?

     Som noget nyt valgte man at invitere hærens UAS, PUMA til at deltage, med henblik på at få noget erfaring på området, og finde ud af om deres deltagelse kan have interesse i fremtiden.
     Skibet som UAS-gruppen blev placeret på, er det danske miljøskib "Gunnar Seidenfaden". Skibets besætning var meget interesseret i at hjælpe til, og tilbød både at "smide" en mand i vandet for at give UAS-gruppen en ide om, hvor lille et mål en person er i havet, samt efterfølgende at hjælpe til med rengøringen af materiellet.

Til havs - nye udfordringer og goder
     Det er en lang tur at køre fra Varde, hvor UAS-gruppen kommer fra, og helt til Bornholm. Dog er der ingen der er i tvivl om, at udbyttet har været hele turen værd.
     PUMA´en må normalt kun flyve omkring Oksbøl terrænet, så derfor er det en stor ting, endelig at flyve fra et andet område.

     Der udover var det også første gang, folkene fra Varde prøver at flyve fra et skib. Det at flyve fra et skib giver nogle helt nye udfordringer, men bestemt også nogle goder.
     Ligesom så mange andre enheder i hæren, er de vandt til at sove under åben himmel, leve af feltrationer og operere fra deres køretøj. PUMA´en lander de normalt omkring deres køretøj, hvor de kan gå ud og hente den.
     På Gunner Seidenfaden var gruppen heldige at få lov til at opsætte deres materiel i styrehuset, hvor man havde god udsigt over havet.
     Dette var vigtigt, da PUMA´en nu skulle landes i vandet og samles op af skibets motorbåd. For at spare tid, valgte gruppen at launch´e PUMA´en direkte fra motorbåden, efter den var blevet samlet op og klargjort til endnu en flyvning.
     Efter den sidste flyvning, blev gruppen "befalet" i messen, hvor skibskokken havde aftensmaden klar. Dette var bestemt at foretrække frem for feltrationen, man normalt ville modtage i forbindelse med en øvelse.

UAS vil gerne fortsætte samarbejdet
     UAS-gruppen er ikke i tvivl om at turen været en succes. Man har allerede ved denne ene øvelse draget sig mange nye erfaringer omkring, hvad det kræver at flyve fra et skib, hvad der skal til, hvis man skal deltage i andre lignende øvelser, men også hvad der skal være fokus på, i forbindelse med at uddanne folk til at flyve over havet.
     UAS-delingen i Varde håber bestemt at kunne fortsætte samarbejdet med "Gunnar Seidenfaden" og resten af søværnet i fremtiden, og tror på at dette blot er den første ud af mange flyvninger i samarbejde med søværnet.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/5027-Drone--puma---fra-land-til-vand.htm.

Tweet