Forældredag i HBU



fre. 14. mar. 2014


Tekst og fotoarkiv: Hærens Efterretningscenter (Facebook).



Baggrund:
tirs. 28. jan. 2014: Haster: Ledige HBU-pladser
ons. 31. juli 2013: Chef: Noget anderledes HBU i Varde

Pårørende til HBU-soldater besøgte Åbent Hus/Forældredag ved Uddannelseskompagni på Varde Kaserne.

Lørdag d. 8. marts 2014 afviklede 1 MIBTN den traditionelle Forældredag for HBU-forårsholdet 2014. Lunt forårsvejr havde lokket mange pårørende til Varde, hvorfor 600-700 personer kikkede forbi i det sydvestjyske solskin.
     Arrangementet blev derfor afviklet i smukt tørvejr, hvilket var en fordel, idet de fleste aktiviteter blev gennemført under åben himmel.

Uddannelsesbatteriet (UDDBT) gennemførte først en illustrativ morgenappel og efterfølgende stueeftersyn i belægningsområdet. Herefter var det muligt at kikke på bl.a.: DEMO af førstehjælp, bivuak og feltforplejning, DEMO af brandbekæmpelse samt fremvisning af kørende materiel fra artilleriets enheder.
     På fodboldbanen havde UDDBT lavet en 100 m.-bane, hvor soldaterne dystede om at komme hurtigst fra seng/bivuak til fuldt ekviperet: fra undertøj til kampuniform med sløring og rygsæk. I gymnastiksalen var der DEMO af våben, uniformer og udrustning.
     1. Artilleriafdling (1 AA) (1 DAA, red.) gav de besøgende - i alle aldre - muligheder for at snuse til morterens hemmeligheder ved skydning med såkaldte Anders And-granater. Samtidig blev artilleriets muligheder fremvist med en selvkørende haubits og en observatør-PMV.
     Traditionen tro fik børnene mulighed for at være soldat for en dag og herefter gennemløbe en specialudformet forhindringsbane.
     Dagen var fuld af oplevelser og aktiviteter. UDDBT havde gjort et stort stykke arbejde til glæde for såvel store som små. HBU-soldaterne kunne efterfølgende tage hjem på en velfortjent weekend-orlov.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4865-HEC-Haerens-Efterretningscenter--foraeldredag-i-hbu.htm.

Tweet