Artillerister øver med tungt skyts

fre. 13. aug. 2010


Tung Morter
   Forsvaret har indkøbt 20 stk. fra Israel. 1. Artilleriafdeling får otte til at øve sig på, seks bliver sendt til Afghanistan - to til hver gruppe og en i reserve til hver, og de sidste seks bliver placeret på ildstøtteskolen.
   Ildstøtte: Tidligere har britiske soldater ydet tung ildstøtte til danskerne. Nu får det danske artilleri begge våbentyper med.
  
   Rækkevidde
   Tung Morter kan række cirka 5,7 kilometer og har et nedslagsområde på 32 meter.
   Den lette morter rækker 4,9 kilometer og har et nedslagsområde på 10 meter.



Baggrund:
tirs. 3. aug. 2010: Majoren bag nutidens morterer
tors. 8. juli 2010: Mortér: Overså formentlig teknisk fejl
ons. 9. juni 2010: Tung Morter skydning i Borris
fre. 4. juni 2010: Test af ny 120 mm Tung Morter M10

Hærens Ildstøtteskole i Varde har fået de første tunge morter i landet. Soldaterne træner i Borris inden afrejse til Afghanistan i februar.

24 soldater fra Varde Kaserne er netop nu ved at blive uddannet til at gøre livet sværere for Taleban og lettere for de danske soldater i Helman-provinsen.
     De drager i februar til Afghanistan med tung morter i bagagen.
     Det er første gang, at mortererne tages i brug, og det er første gang, at soldater fra Danske Artilleriregiment i Varde yder tung ildstøtte til soldater i felten.
     De tunge morterer på 120 mm får fast plads i Camp Bastion i Helman-provinsen.
     - De er for tunge at fragte rundt, så de står inde i lejren, og herfra kan de række cirka 5,7 kilometer. En observatør ude i felten angiver, hvor der er behov for ildstøtte, og vi skyder så mortererne af inde fra lejren, siger major Allan Dahl Nielsen fra Hærens Ildstøtteskole til jv.dk.

Hver morter skal bemandes med fire soldater - en til at holde øje med højde- og sideretning på affyringsrøret, to til at putte ammunitionen ned i røret og en til at klargøre ny ammunition.
     - De tunge morterer er et supplement til vores lette morterer, som vi har anvendt i Afghanistan siden 2006. De lette morterer har soldaterne med ude i området, siger Allan Dahl Nielsen.

Tung morter er indkøbt i Israel og blev leveret i maj.
     - Vi har store mængder såkaldt brisant-ammunition på lager fra udfasede våbensystemer, og de kan bruges i tung morter. Derfor kan vi ved indkøb af affyringsrør for nogle få millioner kroner spare mange millioner kroner på indkøb af ammunition, siger Allan Dahl Nielsen.

24 soldater har i den seneste uge trænet i Borris i begge morter-typer.
     - Jeg er sikker på, at de bliver i stand til at løse opgaven. tung morter har større effekt end de lette morterer. Derfor gør vi meget ud af under uddannelsen at få dem til at vurdere fra gang til gang, om de skal skyde eller lade være for at undgå utilsigtede ødelæggelser, siger afdelingschef, Michael Willumsen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4836-Morter--artillerister-oever-med-tungt-skyts.htm.

Tweet