Kun modkøb ved sikkerhedsinteresser

tors. 6. febr. 2014


Læs mere hos NytKampfly.



Baggrund:
fre. 7. febr. 2014: V og K: Nej til frihandel
ons. 1. jan. 2014: Europæisk forsvarsindustri kæmper for livet
man. 30. dec. 2013: Danmark opgiver krav om modkøb
ons. 10. juli 2013: Dansk modkøbsmodel bremset af EU
tors. 21. febr. 2013: Forsvarsminister og forretningsmand

Materiel-indkøb: De danske krav om modkøb er under ændring efter EU-pres. Et centralt krav bliver nationale sikkerhedsinteresser, der er et vidt begreb.

EU-Kommissionen arbejder imod de modkøbsregler ved indkøb af forsvarsmateriel, som især små lande som Danmark benytter meget. Danmark lænede sig op af risikoen for at få en såkaldt åbningsskrivelse fra Kommissionen - et første skridt mod en egentlig sag.

Fortsat modkøb vigtig for dansk industri
     For den danske forsvarsindustri er modkøb både en god indtægtskilde og en måde til at få opmærksomhed: De store udenlandske forsvarsindustrier er nødt til at besøge de danske virksomheder for at finde steder til at placere modkøbsordrer.
     Derfor har embedsmænd fra Erhvervsstyrelsen, som står for den daglige administration af reglerne for industrisamarbejde, arbejdet ihærdigt på et kompromis, der både tilfredsstiller EU-Kommissionen og redder den danske forsvarsindustri.
     Lovforslaget med de nye retningslinjer fremlægges i Folketinget i denne uge af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. De forventes at træde i kraft 1. april.

"Danmarks sikkerhedsinteresser"
     Den væsentligste ændring i de nye retningslinjer er, at der fremover kun kan kræves modkøb, når det er nødvendigt af hensyn til "Danmarks sikkerhedsinteresser".
     Iflg. partner Thomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten er der meget vide rammer for hvad EU vil lade landene slippe afsted med. Han forventer, at landene ville have vidt forskellige grunde til at hive sikkerhedsinteresse-kortet og forlange modkøb, skriver NytKampfly.
     En national sikkerhedsinteresse kan være, når staten finder det nødvendigt med modkøb for at opretholde en forsvarsindustri for at sikre produktion og service af kritiske våbensystemer og lignende.
     Det kan også være for at opretholde en forsvarsindustri for at sikre leveringssikkerhed: Forholdet til de lande, der er allierede og leverandører, kan ændre sig over tid.
     Iflg. vicedirektør Anders Hoffmann fra Erhvervsstyrelsen bliver det embedsmændene i Forsvarsministeriet, der med udgangspunkt i Danmarks forsvarsindustrielle strategi skal beslutte, om en materiel anskaffelse er af betydning for Danmarks sikkerhedsinteresser.

Forslag: Ingen modkøb ved køb under 50 mio. kr.
     I dag kræves der 100% modkøb ved ordrer over 50 mio. og 25-50% ved ordrer mellem 5 og 99 mio. kroner.
     Et af de væsentligste punkter i forslaget er at modkøb fremover kun kan komme på tale ved ordrer over 50 mio. kroner. Iflg. kilder i branchen tales der om, at dette vil kunne misbruges ved at opsplitte i delordrer under 50 mio. - lignende er set før.
     Onsdag var den danske forsvarsindustri samlet til "Danish Defence & Aerospace Conference" på Hotel Crowne Plaza i Ørestaden. Her var et stort samtaleemne de nye retningslinjer for modkøb.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4718-Industri--kun-modkoeb-ved-sikkerhedsinteresser.htm.

Tweet