Farvel til det sidste hold elever



"Nu kan de undervise, lede og kommandere andre. Det forpligter og det kræver selvdisciplin. "
 

lør. 18. jan. 2014


Kilde: Sønderborg Nyt.


Det sidste hold sergentelever er udklækket på Sergentskolen på Sønderborg Kaserne - og det næste hold er klar i juli næste år, hvor det bliver Varde Kaserne, der skal danne rammen for udnævnelsen.

Men fredag stod cirka 140 nye sergenter klar på paradepladsen på Sergentskolen, hvor de alle fik et diplom - og en række fik anerkendelser for de færdigheder, der skiller dem ud fra resten. Bedste elev, bedste skytte, bedste idrætsmand og de fem bedste kammerater.

     Tæt på 300 pårørende og venner stod på pladsen og fulgte paraden, der var til ære for alle dem, der nu er steget i graderne.
     - Det har været en stor fornøjelse at arbejde med de unge mennesker og se dem udvikle sig. Her på skolen har vi jo ikke adfærdsvanskelige unge, siger skolechef Mads Rahbek i sin tale.
     - Sergenteleverne har været igennem Danmarks mest komprimerede lederuddannelse. Nu kan de undervise, lede og kommandere andre. Det forpligter og det kræver selvdisciplin. Sergenterne skal være et godt eksempel for andre i både tjenestetid og fritid, siger oberstløjtnant Mads Rahbek.

Vi ses i Dybbøl
     Tidligere har skolechefen lovet, at Sergentskolen deltager i markeringen af Slaget ved Dybbøl til foråret, hvor det er 150-året for det voldsomme slag.
     - Vi kommer selvfølgelig, selvom vi lukker ned her på skolen, så vi ses i Dybbøl, siger han.
     Se billeder fra paraden.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4696-HSGS---Haerens-Sergentskole--farvel-til-det-sidste-hold-elever.htm.

Tweet