Buhl: - Vi stod sammen, det kan vi lære af

tors. 9. jan. 2014



"Man kan lære meget af den kamp, vi kæmpede for Varde Kaserne: Vi stod sammen på tværs af partierne i Byrådet. Vi samarbejdede tæt med jer i erhvervslivet. Vi insisterede på Varde Kommunes kvaliteter."


Baggrund:
tors. 14. nov. 2013: Museum får millioner af A.P. Møller
fre. 4. okt. 2013: Ny hjemmeside: Varde Kasernes Venner
lør. 7. sept. 2013: Varde Kaserne går lys fremtid i møde
ons. 8. maj 2013: Skulderklap for kasernekamp
fre. 22. febr. 2013: Brug for maksimal lokal støtte

Læren fra kaserne-kampen er klar, iflg. Erik Buhl, ny borgmester i Varde: Samarbejde på tværs af partier og med bl.a. erhvervslivet er vejen frem til at klare udfordringerne.

Det fremgik af borgmesterens tale ved nytårskuren i går. Kuren blev afholdt af Varde Erhvervs- og Turistråd.

Sammenhold gør Varde stærk
     - Der er rigtig mange ildsjæle i kommunen, som løfter opgaver i fællesskab til glæde og gavn for os alle, sagde Varde Kommunes nye borgmester, Erik Buhl, til nytårskuren.
     Han fandt, at opgaven er at fokusere på og videreudvikle kommunens styrker samt overkomme udfordringerne.
     - Og det er ikke en uoverkommelig opgave. Tværtimod er det en opgave, vi har løst før, sagde han med henvisning til redningen af Varde Kaserne.
     - 2013 var året, hvor en af Vardes største og vigtigste kulturbærende arbejdspladser først så ud til at lukke, men senere - og efter en kraftanstrengelse fra blandt andre den tidligere borgmester Gylling Haahr, blev reddet.
     Udviklingen af Varde Kaserne og Oksbøllejren gør, at kommunen bliver en af Danmarks vigtigste garnisonskommuner.
     - Det kan vi være stolte af, sagde Buhl, der fortsatte:
     - Uanset hvilken rolle man spiller i Varde Kommune. Så kan man lære meget af den kamp, vi kæmpede for Varde Kaserne: Vi stod sammen på tværs af partierne i Byrådet. Vi samarbejdede tæt med jer i erhvervslivet. Vi insisterede på Varde Kommunes kvaliteter. Netop denne tilgang, vil jeg tage med ind i næste byrådsperiode, når vi igen skal kæmpe for Varde kommune, tilføjede Erik Buhl.

Museumscenter Blåvand - Tirpitz skaber arbejdspladser
     Borgmesteren så med optimisme på turismen og samarbejdet i Partnerskab for Vestkysturisme. Her er Varde og ti andre vestjyske kommuner gået sammen med fokus på gode oplevelser og vækst for turismen.
     Erik Buhl forventer, at et af de bedste eksempler på projekter og udviklingstiltag, som giver vækst i den samlede besøgsøkonomi og nye arbejdspladser, er Museumscenter Blåvand - Tirpitz.
     - Vi håber og arbejder på, at museet kan slå dørene op for offentligheden i slutningen af 2016 eller begyndelsen af 2017. Det er et projekt til ca. 100 mio. kroner, hvor Varde Kommune finansierer de 12 mio.
     Varde Kommune har netop skrevet under på en aftale med AP. Møller Fonden, som bidrager med et tocifret millionbeløb til realiseringen af Museumscenter Blåvand.
     - Vi har lavet beregninger, som indikerer, at Museumscenter Blåvand kan medføre en stigning i antal arbejdspladser. Beregningerne viser at, hvis antallet af overnatninger i Varde Kommune stiger med 1% og alle kommercielle gæster bruger 50 kroner mere i døgnet i vores kommune, så skaber det 225 nye arbejdspladser, lød det fra en optimistisk borgmester.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4685-Varde-Kaserne--buhl---vi-stod-sammen-det-kan-vi-laere-af.htm.

Tweet