Forsvarets flyvende øje

dec. 2013


Kilde: interforce.dk.



Baggrund:
fre. 15. nov. 2013: Lille drone er god hjælp ud for Somalia
aug. 2013: Puma til Helmand
fre. 10. aug. 2012: Puma på vej til forsvaret
tirs. 26. juni 2012: Puma AE på vej til ISTAR-batteriet
ons. 13. juni 2012: Forsvaret anskaffer en ny mini-drone

Forsvarets nyerhvervede drone, Pumaen, er blevet et effektivt våben i jagten efter såvel Taleban-krigere i Afghanistan som somaliske pirater ved Afrikas Horn.

Det ligner et helt ordinært oversize modelfly fra den lokale hobbyforretning. Men tag ikke fejl. Forsvarets nyerhvervede førerløse fly, er udstyret med særdeles effektive kameraer, som er blevet et eftertragtet værktøj, når der skal indhentes efterretninger om Taleban og pirater.
     Da ISAF Hold 16 rejste til Afghanistan i februar var en fire mand stor UAS-deling, (Unmanned Aircraft System, red.) med den nyindkøbte Puma, en del af organisationen. Og fra støtteskibet Esbern Snare, der lige nu jagter pirater ud for Somalias kyst, sendes Pumaen også jævnligt i luften for at undersøge fartøjer, som besætningen ønsker at se nærmere efter i sømmene.
     - Vi bruger blandt andet dronen til at kigge ned i de små skibe i området omkring Esbern Snare for at se, hvor mange mennesker, der er om bord, og om de har våben, strips eller stiger med, som indikerer, at det kunne være pirater, fortæller kaptajnløjtnant Jes, der er Taktisk Officer Luft på Esbern Snare, i et videoklip på forsvaret.dk.

Lydløst "eye-in-the-sky"
     Den nye drone med betegnelsen Puma er stort set lydløs, når den sendes til himmels for at filme aktiviteter på landjorden eller havoverfladen. I bugen har den et superkamera, der kan optage direkte videobilleder i topkvalitet. Og i modsætning til sin forgænger, UAS-systemet Raven, der blev indført i 2007, er Pumaen også vandtæt.
     - Pumaen er næsten lydløs, og mens Ravens kamera var statisk, kan man dreje Pumaens kamera 360 grader. Flyet er noget større end Raven, og har også længere rækkevidde, fortæller seniorsergent Mark, der er Puma-instruktør hos Danske Artilleriregiment i Varde, hvor UAS-delingen hører til herhjemme.
     Puma-UAS´en sendes i luften ved, at en soldat kaster flyet og derefter fjernstyrer det. En anden soldat kan styre kameraets funktioner på en lille monitor med joystick.
     Pumaen er markant større end Raven, men Mark forventer ikke, at man får problemer med, at det lille fly bliver skudt ned.
     - Den flyver cirka 50 km i timen, så man skal være lidt af en mesterskytte for at ramme flyet. Jeg kender heller ikke til nedskydninger af de Raven, som vi hidtil har haft i Afghanistan. Men vi har masser af film og fotos af afghanere der kaster med sten efter vores UAS. Dog uden at ramme, fortæller Mark.
     Hver Puma UAS vejer omkring seks kilo, og har et vingefang på 2,8 meter. Det førerløse fly kan operere i både mørke og dagslys, kulde og hede.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4665-Drone--forsvarets-flyvende-oeje.htm.

Tweet