Varde Kommune er eksemplet på, hvordan lobbyister kan gøre en forskel i kampen mod de andre kommuner.

Det bør være en tilfreds Venstre-borgmester, Gylling Haahr, der ved årsskiftet afleverer borgmesterposten i Varde Kommune til partifællen Erik Buhl. Den afgående borgmester kan af eftertiden håbe at blive sammenlignet med en af sine stoute forgængere, Christian Jensen, der i 1953 stolt skridtede fronten af ved indvielsen af Varde Kaserne, som byen i kamp mod andre byer havde fået tildelt.
     I forbindelse med det seneste forsvarsforlig lykkedes det Gylling Haahr som en af sine sidste politiske gerninger ikke bare at redde den lokale kaserne fra en truende lukning med risiko for økonomisk nedtur for egnen. Det lykkedes også Varde at få flyttet Sergentskolen, der siden 1920´erne har holdt til i Sønderborg, til kommunen. Borgmesteren sender derfor sikkert også en venlig tanke til det københavnske lobbyfirma, der var med til at sikre kaserne-redningen. Gylling Haahr havde aldrig troet, det skulle komme dertil, at han skulle give sig i lag med den slags nymodens tiltag. Redningen kostede over en million i lobbyudgifter, men det har været svært at finde kritik fra bysbørnene i den sammenhæng.

Borgmester: Hvad var alternativet?
     Som borgmesteren siger i Lobbyistens Lommebog, vores tredje bog om beslutnings-danmark: "Hvad var alternativet. Mit råd oven på oplevelsen er, at hvis man ikke kommer nogen vegne med sin sag, skal man koble professionelle lobbyister på".
     I bogen - med undertitlen "politikere under pres" - fortæller vi, hvordan også kommunerne har meldt sig ind i lobbykampen. Det er blevet alles kamp mod alle. Meget har ændret sig siden Anker Jørgensens Danmark, hvor det meste blev aftalt og forberedt i faste råd, nævn og kommissioner. De eksisterer såmænd stadig - men er ikke længere den sikre vej til indflydelse. Ikke færre end 1700 interesseorganisationer foruden 98 kommuner forsøger i dag at skaffe sig indflydelse på Christiansborg, gerne på konkurrenternes bekostning. Selv halvoffentlige organisationer med egen bestyrelse og direktion - og dermed armslængde til ministerierne - holder sig ikke tilbage. Det gælder DSB og landets universiteter, ja sågar også Danmarks Radio plejer aktivt sine interesser på Christiansborg.
     Om det er i orden? Ja, hvis det er tydeligt, hvem lobbyisten arbejder for, når han løber politikerne på dørene. Og hvis direktionen eller borgmesteren kan tåle at fortælle offentligheden, at man bruger penge på det. Det må ikke foregå via et suspekt cigarkassesystem, man forsøger at skjule i de officielle regnskaber.

Fulgte råd: Jublede over halv sejr i pressen
     I Varde er det - som i en del andre kommuner - ellers ikke noget, de har tradition for, det med lobbyister. Her kører det stille og roligt, man snakker om tingene, og spindoktorer og den slags er noget, de mest kender fra fjernsynet. Men da det sidste år kom frem, at regeringen pønsede på at ofre Varde Kaserne som en del af det kommende forsvarsforlig, var gode råd dyre.
     Kampen for at bevare byens kaserne skete i konkurrence med blandt andre Sønderborg og Haderslev, som også var i farezonen. Alle troppede de under stor lokal bevågenhed op på Christiansborg, men ingen af dem gik så aktivt og målrettet til værks som Varde.
     Da forsvarschef Peter Bartram undervejs i forløbet i en forsvarsfaglig analyse pegede på, at kasernen i Varde burde opretholdes, understregede han, at det var en rent faglig vurdering. Det betyder frit oversat, at de lokalpatriotiske følelser, der plejer at redde kaserner, formentlig ville ændre hans fagligt set bedste løsninger. Vardes borgmester tøvede med at juble over Bartrams udspil, man er vel jyde. Men københavner-lobbyisterne manuducerede kommunens førstemand: Du skal på banen igen og igen og glad slå fast som et faktum, at Varde bevares, det tilsiger alle faglige argumenter jo.
     Gylling Haahr fulgte lobbyisternes taktiske råd og jublede over "sejren", skønt den kun var halvt vundet. I timerne efter Bartrams udmelding bestilte borgmesteren ikke andet end at tale med sultne medier, der var blevet adviseret af de københavnske lobbyister. 112 presseomtaler fik borgmesteren på et døgn, mens en af konkurrenterne, Høvelte, kun fik en god håndfuld. Heller ikke Sønderborg kunne følge med, og få måneder efter kunne daværende forsvarsminister Nick Hækkerup meddele, at Varde Kaserne ikke bare skulle fortsætte, men også ville få overflyttet Sergentskolen.

Kampen fra hus til hus er kommet
     Redningen er et eksempel på, hvordan en kommune ved at tydeliggøre og skærpe argumenterne, målrette sine budskaber og - i dette tilfælde - bruge pressen i hvert fald ikke har skadet sin sag. Hvis Varde vil udvise rettidig omhu, igangsætter Haahrs afløser i god tid en fremadrettet strategi, der synliggør kasernens kvaliteter, for med usvigelig sikkerhed fortsætter lukningerne af kaserner de kommende år. Andre kommuner følger formentlig trop og hyrer professionelle folk ind, næste gang lukningerne er på dagsordenen.
     De aktører, der ikke springer på den udvikling, risikerer at komme bagest i køen: Danmark er lobbymæssigt ved at udvikle sig til et cowboyland, hvor metoderne fra Ankers tid ikke slår til. Kampen fra hus til hus er kommet for at blive, og den udvikling vil fortsætte de kommende år. Det kan man have mange holdninger til, vi konstaterer blot, at sådan har beslutnings-danmark udviklet sig.