tirs. 23. april 2013
Kilde: burson-marsteller.
FFG (Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft) FFG´s kernekompetencer omfatter udvikling, fremstilling, ombygning og optimering af pansrede sporet og hjulbaserede køretøjer.
FFG yder livstids support med reparationer, reservedele og vedligeholdelse samt de sikkerhedsmæssige aspekter at kunne beskytte besætningen i et transportmiddel bedst muligt, herunder også mine samt ballistisk beskyttelse. |
|
| |
Den tyske producent af pansrede mandskabsvogne og lignende, FFG (Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft), har købt underleverandøren Dalsted Teknik A/S.
Virksomheden har på det seneste oplevet økonomiske udfordringer. Investeringen fra FFG gør det muligt at fortsætte produktionen af højteknologiske løsninger til militære formål - sådan som man har gjort det i over 20 år.
Generatoranlæg og traileropbygning
Dalsted producerer militære generatoranlæg og traileropbygninger, der skal kunne fungere under ekstreme forhold i fx Irak og Afganistan, og har gennem en årrække været leverandør til det danske forsvar.
FFG har hidtil benyttet Dalsted som underleverandør til de danske militære køretøjer PMV M113 G3/ G4 (pansret mandskabsvogn) og også i Wisent 1/ 2 (pansret ingeniør-/bjærgningsvogn), hvor Wisent 1 allerede er i brug i det danske forsvar.
For det danske forsvar giver det en fortsat let adgang til reservedele og viden om de køretøjer, forsvaret benytter.
Overtagelsen er sket
Overtagelsen er trådt i kraft og betyder, at alle aktiviteter i fortsætter under det nye selskabsnavn, der samtidig har overtaget alle IP-rettigheder, know-how samt medarbejdere og fabriksfaciliteter på Sjællandsvej 4 i Middelfart, hvor Dalsted har til huse.
Virksomheden skifter samtidig navn til Dalsted Technologies A/S. Dalsted producerer generatorer til militære formål.
FFG: Vi er styrket i Danmark
Med overtagelsen styrker FFG sin position på det danske marked.
- Vi ser frem til at kunne fortsætte med at levere specialiserede og højteknologiske produkter til det danske forsvar, samt reservedele til alle Dalsted produkter, som allerede i dag bruges af det danske forsvar, under det nye navn Dalsted Technologies, siger Brian Bo Kristensen, der er Managing Director hos Dalsted Technologies A/S.
Danske arbejdspladser
Han tilføjer:
- Samtidig er vi glade og stolte over at kunne bevare arbejdspladser her på Fyn, og på sigt forhåbentlig skabe endnu flere til glæde for væksten i området.
Direktør hos FFG, Helge Carstensen:
- Danmark er et vigtigt marked for os, og overtagelsen af Dalsted skal ses i lyset af, at vi gerne vil bidrage direkte til at skabe flere arbejdspladser i Danmark inden for vores felt. Det kan vi gøre, fordi Dalsteds innovative produkter og høje tekniske niveau komplimenterer vores egne produkter inden for Power Management, APU´er og specialiserede A/C-systemer.
|