Danmark opgiver krav om modkøb

man. 30. dec. 2013


Erhvervs- og vækstministeren har nu officielt droppet kravet om såkaldt modkøb ved alle store indkøb af militært materiel.

Det skriver Jyllands-Posten.
     Både forsvarsminister Nicolai Wammen (S), erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og samtlige ordførere i forsvarsforliget har ellers gentagne gange slået fast, at der ikke skal købes nye kampfly, uden at der kommer danske job ud af det milliardstore indkøb.

EU: Modkøb er ulovligt
     Reglerne om modkøb har hidtil betydet, at udenlandske våbenproducenter skal lægge ordrer hos den danske forsvarsindustri, når forsvaret køber materiel og ydelser af de udenlandske leverandører. Men modkøbsaftalerne er ifølge EU ulovlige, og efter mange måneders pres fra unionen har Henrik Sass Larsen nu officielt droppet det traditionelle krav om modkøb.
     Det fremgår ifølge avisen af ændringsforslaget om ophævelse af reglerne om industrisamarbejde i forbindelse med anskaffelse af forsvarsmateriel, som netop er blevet sendt i høring.
     Den danske kursændring skyldes et flere år gammelt krav fra fra Europa-Kommissionen, som kunne ende i en retssag om traktatbrud, hvis Danmark ikke ville rette sig efter kommissionens fortolkning af EU-retten.

Over en milliard kr. årligt
     I de senere år har det danske forsvars materielkøb udløst ordrer for mellem en og halvanden milliard kroner årligt til danske virksomheder. Derfor blev det også mødt med stor modstand fra forsvarsindustriens side, da Erhvervs- og Vækstministeriet i et lovudkast i sommers rettede ind efter EU-kravet.

Tvivlsomt smuthul: National sikkerhed
     Der er et lille smuthul, der går ud på, at Danmark kan kræve modkøb, når der kan argumenteres for, at det sker af hensyn til den nationale sikkerhed. Den mulighed skal Danmark dog ikke nødvendigvis vente sig det store af, siger leder af forskningsenheden for forsvarsindkøb ved University of Nottingham i England, professor Aris Georgopoulos, til Jyllands-Posten:
     - Kommissionen er generelt meget skeptisk over for alt, hvad der hedder modkøb. Det er rigtigt, at man kan gøre det alligevel, hvis man kan argumentere for, at det har betydning for landets sikkerhed, men så skal man virkelig have nogle holdbare argumenter. Og jeg har svært ved at forestille mig, at man vil kunne frembringe de argumenter i særlig mange tilfælde.
     Det har ifølge Jyllands-Posten ikke været muligt at få hverken forsvarsminister Nicolai Wammen eller erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i tale.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4654-Haeren-foresatte-myndigheder--danmark-opgiver-krav-om-modkoeb.htm.

Tweet