Ingen job til 173 konstabelelever

man. 24. juni 2013


Der er kun job til 160 ud af 333 konstabelelever i Danmark.

På Varde Kaserne går 32 konstabelelever i øjeblikket skuffede rundt.
     De havde forventet, at de ville få et arbejde i hæren, når de er færdige med uddannelsen her til sommer. Men i fredags fik de at vide, at der kun er job til 160 af de 333 elever. De seneste år har der ellers været job til alle eleverne, så den nye situationen er kommet bag på alle, siger oberstløjtnant Anders Poulsen, der er HR-chef i hæren.
     - Det kommer som en overraskelse for os, men som sandelig også, beklageligvis for vores elever.

Må finde andet at lave
     Eleverne må nu med kort varsel se sig om efter noget andet at lave efter sommerferien.
     HR-chef Anders Poulsen ville ønske, at de kunne have givet eleverne besked tidligere, men det har først for ganske nylig vist sig, at der ikke er ret mange af de allerede ansatte konstabler, der har tænkt sig at sige op i år.
     Og det er derfor, at der ikke bliver job til alle eleverne, siger Anders Poulsen.
     - Vi har erfaringer fra tidligere år, hvor vi ved nogenlunde, hvor mange der siger deres kontrakter op og dermed også, hvor mange der siger op.
     I HR-Chefens øjne er det hele dog ikke skidt.
     - Vi bliver nødt til at se positivt på det, for det betyder jo, at folk er glade for at være hos os, og at vi er blevet bedre til at fastholde de folk, der har job hos os.
     Han forventer også, at han må skuffe en del af de konstabelelever, der bliver færdiguddannede til vinter.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4530-3-ISTAR-afdeling-3-ISTARAFD--ingen-job-til-173-konstabelelever.htm.

Tweet