Fem mandskabsvogne udvalgt til test

tirs. 12. febr. 2013


Kilde: FMT.



Baggrund:
tirs. 12. febr. 2013: Fem kandidater tilbage
tirs. 15. jan. 2013: Overvejer fortsat testkandidater
ons. 19. dec. 2012: Testkandidaterne findes først næste år
man. 12. nov. 2012: Otte tilbud på en ny mandskabsvogn
fre. 2. nov. 2012: Frist for PMV-bud forlænges
ons. 3. okt. 2012: Krav til nye PMV'ere
man. 1. okt. 2012: Medie dækker PMV-indkøb
man. 26. mar. 2012: PMV M113 får endnu bedre minebeskyttelse
man. 26. mar. 2012: Forsvaret fik den første PMV i 1968

Forsvaret har nu udvalgt fem kandidater, der alle forventes at kunne leve op til de krav, som stilles til en ny dansk pansret mandskabsvogn. Næste skridt i udvælgelsen er et 17 ugers testprogram.

Igennem de seneste måneder har Forsvarets Materieltjeneste (FMT) analyseret og vurderet otte tilbud på en ny pansret mandskabsvogn, der skal erstatte de nuværende.
     Tilbuddene er blevet vurderet i forhold til kvalitative, økonomiske og udviklingsmæssige kriterier, set i forhold til at forsvaret søger en ny pansret mandskabsvogn, der skal have et højt beskyttelsesniveau, et stort udviklingspotentiale, samtidig med at den skal kunne leveres i seks forskellige udgaver: infanteri, kommandostation, ingeniør, ambulance, mekaniker og mortér.
     Efter analyse og vurdering af tilbuddene har FMT udvalgt fem mulige mandskabsvogne, som ønskes med i den næste fase, hvor der bl.a. skal foretages en praktisk afprøvning. Det betyder samtidig, at forsvaret har fravalgt tre tilbud.

Mange ugers test i Oksbøl
     Som en del af den videre proces og for nærmere at afklare, i hvilket omfang kandidaterne lever op til de opstillede krav, gennemfører FMT et 17 ugers testprogram med de resterende fem kandidater.
     Testprogrammet gennemføres flere steder i Jylland med udgangspunkt i Oksbøl. Inden selve afprøvningen vil der blive gennemført en omfattende uddannelse af de særligt udpegede soldater blandt hærens mest erfarne førere af pansrede mandskabsvogne.
     Herefter vil selve afprøvningen omfatte flere hundrede målinger. Udover alle de tekniske afprøvninger, vil vognene således blive testet på en lang række operative emner som mobilitet, udholdenhed, køreegenskaber i terræn, ergonomiske egenskaber med mere.

Tre med bælter og to med hjul
     Om den nye pansrede mandskabsvogn skal være med hjul eller bælter, vil afhænge af de kommende afprøvninger og tests.
     For at dække begge områder blev FMT udbud opdelt i to såkaldte delaftaler. De fem virksomheder, som er inviteret til at deltage i testen, er:
     Delaftale 1 omhandler bæltekøretøjer:
     - FFG Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft mbH
     - BAE Systems Hägglunds AB
     - General Dynamics European Land Systems - Santa Barbara Sistemas S.A.
     Delaftale 2 omhandler hjulkøretøjer:
     - Nexter Systems
     - General Dynamics European Land Systems - Mowag GmbH
     De ovenstående firmaer er nævnt i helt tilfældig rækkefølge. Testen forventes gennemført fra medio april 2013.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/4476-PMV-Pansret-Mandskabsvogn--fem-mandskabsvogne-udvalgt-til-test.htm.

Tweet