
Nærværende blad er kommet på internettet!
Egentlig var det ikke nogens plan. Men i aug./sept. var undertegnede på et seks ugers web-design kursus. Vi sluttede af med et projekt. Jeg satte mig for at lave en internet-version af Pindsvinet, hvor internettets muligheder blev udnyttet.
Målgruppen er PSN-R/DAR, hvilket hjemmesiden bærer præg af. Den knappe tid gjorde, at jeg koncentrerede mig om at lægge en god struktur og skitsere mange muligheder. Indholdet blev mere sparsomt. Det blev honoreret med et flot 11-tal.
Inden projekt-start havde jeg kort informeret regimentet - og anede smilet i telefonen. På det seneste møde i redaktionsudvalget gennemgik jeg resultatet, som blev anerkendt.
Pindsvinet.dk har nu en halv-officiel status, idet der mangler nogle formalia at falde på plads før den er helt officiel.
Simpel start - mange muligheder
Der er her i starten ikke lagt nogle nærmere planer. Der er tværtimod en lang række spørgsmål, der mangler at blive drøftet rundt omkring.
Så: Vi lover absolut intet - og håber at kunne overraske positivt.
De muligheder, der jf. Pindsvinet.dk selv er lagt op til, er i overskrifter:
- De enkelte trykte nr. i PDF-format.
- Artikelliste for det enkelte nr.
- Artikelliste for den enkelte AFD.
- Disse enheder har mulighed for at lægge standardinformation ind, f.eks. kontaktmuligheder.
- Artikler mv. vedr. ansættelsesmæssige forhold for PSN-R/DAR.
- Samarbejdsudvalg (OFRU og STARU).
- Uddannelse.
- Temaer. Det kunne f.eks. være de nye kontrakter for OF-R, både bladets artikler og eksterne links.
- Eksterne links overalt.
- Aflevering af indlæg til bladet.
Med tiden kunne der naturligvis bygges meget mere på. Jobbørs, nyhedsbreve, interaktive kurser osv. osv. Læseren er velkommen til at fortsætte brainstormen og drømme videre ...
Nede på jorden igen skal jeg blot minde om det helt banale, at ting tager tid, normalt koster tid og penge og i øvrigt kræver organisatoriske tilpasninger.
Et fælles projekt
Den indholdsmæssige udvikling af Pindsvinet.dk er ikke styret af en projektorganisation, men har p.t. et mere anarkistisk præg.
Opfordringen lyder derfor til alle, fra chef- til konstabel-niveau, om at bidrage konstruktivt med både stort og småt. Meget gerne indenfor den skabelon, der er lagt på nettet.
Tag snakken i afdelingsstaben. Kontakt OFRU, STARU og redaktionen med dine idéer. Skriv til webmaster om det mere konkrete som f.eks. et link-forslag.
Ris, ros og konstruktive tanker er meget velkomne. Pindsvinet.dk er i sin spæde start - det er alt hvad vi trods alt tør love.
Kilde: Pindsvinet nov. 2002 (nr. 2)
http://www.Pindsvinet.dk eller blot Pindsvinet.dk
E-post til redaktion@Pindsvinet.dk
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1292.htm.